Nordkorea har gjort det klart gennem advarsler og udtalelser, at de ikke tager let på det øgede militære samarbejde mellem USA og Sydkorea.

Og i en ny udmelding hævder Nordkorea nu, at omkring 800.000 nordkoreanere har meldt sig frivilligt til at blive indkaldt eller genindkaldt, så de kan stå til rådighed for landets hær og være med til at bekæmpe USA.

Det skriver det nordkoreanske statsmedie Rodong Sinmun.

Ifølge mediet fortsætter tallet med at stige, fordi flere unge arbejdere og studerende fortsat melder sig klar til at forsvare deres land.

»Den skyhøje begejstring hos unge mennesker for at slutte sig til hæren er en demonstration af den yngre generations urokkelige vilje til nådesløst at udslette krigsgalningene, der gør en sidste indsats for at eliminere vores dyrebare socialistiske land,« skriver mediet blandt andet.

På billeder, der er udgivet af det nordkoreanske statsmedie, kan man se hundredvis af unge mennesker, der står i kø til flere arrangementer, som skulle have fokus på at hverve til militæret.

I Nordkorea er det obligatorisk, at mænd i landet skal tjene mindst ti år i militæret, og kvinder skal tjene mindst tre år i forhold til deres værnepligtspraksis.

I udmeldingen i mediet kommer de også med en skarp kritik mod USA, da de skriver, at de »provokationer«, som USA og Sydkorea kommer med, er ved at krydse en linje, der ikke længere kan blive tolereret.

Udmeldingen kommer kun en dag efter, at Nordkorea torsdag testede deres interkontinentale ballistiske missil Hwasong-17, hvilket blev overværet af både Kim Jong-un og hans datter.

Og var det ikke nok med prøvesprængninger både tirsdag og torsdag, så blev der søndag sendt et kortrækkende ballistisk missil over havet fra Den Koreanske Halvøs østkyst.