Trods skarpe advarsler fra USA har Nordkorea søndag igen forsøgt at affyre et missil.

Seoul. Nordkorea har søndag forsøgt at affyre et missil fra landets østkyst nær havnebyen Sinpo, men affyringen menes at være gået galt.

Det oplyser militæret i Sydkorea ifølge flere nyhedsbureauer, deriblandt det sydkoreanske Yonhap. Affyringen er også registreret af USA.

Missilet, som Nordkorea forsøgte at affyre, eksploderede "næsten øjeblikkeligt", oplyser USA's kommandocentral i stillehavsområdet således ifølge Reuters.

Ifølge det sydkoreanske forsvarsministerium er det endnu uvist, hvilken type missil der er tale om.

Den formodede mislykkede affyring kommer, dagen efter at Nordkorea afholdt en stor militærparade i hovedstaden Pyongyang for at markere 105- års-dagen for landets stifter, Kim Il-sung.

Her fremviste styret blandt meget andet militært isenkram en helt ny type ballistisk missil, som kan affyres fra ubåde, rapporterede flere medier.

USA's præsident, Donald Trump, har på det kraftigste advaret Nordkorea om at fortsætte med sine prøveaffyringer af missiler. Kina har fredag advaret USA mod det skræmmende scenarie, der kan ske, hvis USA og Nordkorea ender på kollisionskurs. Det kan dul læse mere om her.

USA beordrede for en uge siden en flådegruppe anført af et hangarskib til farvandet omkring den koreanske halvø, og det har været med til at forstærke spændingerne i området.

Nordkoreanske politikere tæt på landets ubestridte leder, Kim Jong-un, har advaret USA om at indlede et militært angreb.

- Vi vil svare igen (på et amerikansk angreb, red.) med krig i fuld skala og svare igen på nukleare angreb med nukleare angreb, sagde Choe Ryong-hae, næstformand for det regerende arbejderparti, for nylig i en tale ifølge Yonhap.

Nordkoreas forrige missilaffyring fandt sted 5. april. Det skete ligeledes fra området omkring havnebyen Sinpo, og umiddelbart efter at Donald Trump i et interview med Financial Times havde forlangt, at Kina tager ansvar i forhold til Nordkorea.

I samme ombæring understregede præsidenten, at han ikke har tænkt sig at sidde på hænderne, hvis ikke Kina forsøger at tøjle Nordkorea.

- Hvis Kina ikke løser situationen i Nordkorea, så gør vi, sagde Trump.

I løbet af det seneste år har Nordkorea affyret en stribe missiler og gennemført to af styrets hidtil fem atomprøvesprængninger i strid med FN's resolutioner.

/ritzau/