Pyongyang. Nordkorea bekræfter via det statslige nyhedsbureau KCNA, at et atomanlæg i Punggye-ri er ødelagt. Styret kalder det et "skridt mod global atomafrustning".

Der er endnu ikke kommet internationale reaktioner eller bedømmelser af, om testcenteret i Punggye-ri reelt er bragt ud af funktion.

Tidligere har internationale medier, som med journalister overværede flere sprængninger torsdag, rapporteret, at anlægget skulle være jævnet med jorden.

Sprængladninger blev rettet mod tre tunneler i bjerget og observationstårne i området.

Der var imidlertid ingen internationale observatører med ekspertviden til stede.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, havde annonceret, at styret ville tilintetgøre testanlægget, før han skulle mødes med USA's præsident, Donald Trump.

/ritzau/Reuters