For femte nat i træk angriber ballademagere politi i hovedstaden Belfast.

NORDIRLAND: Politichefen i den nordirske hovedstad opfordrer politikere og forældre til at gribe ind for at standse optøjerne, der hærger Belfasts gader for femte nat i træk. Det skriver Reuters.

Urolighederne er de værste, der er set i den britisk-kontrollerede provins, siden en fredsaftale i 1998 afsluttede en 30 år gammel strid mellem katolikker, der ønsker landet forenet med Irland og protestanter, der ønsker at forblive britiske.

Uroen blev udløst af en beslutning truffet af det hovedsageligt katolske byråd i Belfast om at afslutte en århundredelang gammel tradition med at lade det britiske flag vaje fra rådhuset hver dag.

Byrådet mødtes mandag for første gang siden beslutningen blev truffet i sidste måned, mens en fredelig demonstration passerede fredelig forbi. Men senere begyndte omkring 200 unge at kaste med benzinbomber, fyrværkeri og maling mod politiet i den østlige del af hovedstaden, hvor protestantiske og katolske samfund lever side om side.

Politiet svarede igen med vandkanoner.

Tidligere mandag havde den nordirske politichef appelleret til arrangører af demonstrationerne og forældrene til de unge, hvoraf nogle var så unge som 10 år gamle, om at gribe ind.

Politichef Matt Baggott siger, at militante pro-britiske grupper, som ellers indstillede den væbnede kamp sidste år, udnytter og i nogle tilfælde anstifter urolighederne.

Militante republikanske grupper, der er ansvarlige for drabene på tre politifolk og to soldater siden 2009, har endnu ikke reageret voldeligt mod flag-protesterne.

Omkring 3.600 blev dræbt i løbet af 30 års sekterisk vold i Nordirland før fredsaftalen blev indgået i 1998.

BNB/Reuters