En eller flere nordmænd er muligvis blevet bortført fra et gasproduktionsanlæg i Algeriet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er britiske, norske og japanske statsborgere blevet bortført under et angreb på et gasproduktionsanlæg i byen In Aménas i det sydlige Algeriet. Det skriver det norske nyhedssite vg.no onsdag.

Hændelsesforløbet er stadig usikkert, men ifølge AFP er én dræbt og syv såret under angrebet.



Statoil: Vores fokus er medarbejdernes sikkerhed

Ifølge VG har Statoil 20 ansatte ved anlægget, og flere end ti af dem er norske. Statoil kan endnu ikke sige noget om de formodede bortførte norske medarbejdere, men blot at der har været et angreb mod gasproduktionsanlægget:

- Onsdag morgen norsk tid blev Statoil varslet om en alvorlig situation med et angreb mod gasproduktionsanlægget i In Aménas i Algeriet, siger pressekontakten Bård Glad Pedersen i Statoil til VG og oplyser, at der kommer flere informationer fra Statoil, når de ved mere.

Statoil har iværksat deres sikkerhedsberedskab for at få et overblik over situationen.

- Vores fokus ligger på medarbejdernes sikkerhed, siger Glad Pedersen og fortæller, at de algierske myndigheder håndterer situationen, men at både norske og britiske myndigheder er orienteret om sagen.

Ifølge AFP er en politimand dræbt, og også lufthavnen i In Aménas er blevet angrebet, og en officiel algiersk sikkerhedskilde siger til nyhedsbureauet, at otte udenlandske statsborgere er blevet bortført fra BP's anlæg.



Udenrigsministeriet følger sagen

Det norske udenrigsministerium følger sagen, men vil ikke bekræfte, om der er nordmænd blandt de bortførte medarbejdere.

- Vi ser meget alvorligt på denne situation, og udenrigsministeriet er i tæt kontakt med Statoil og andre aktører i sagen, siger kommunikationsrådgiver i det norske udenrigsministerium Kjetil Elsebutangen til VG, som derudover kun kan oplyse, at de i udenrigsministeriet gør alt, for at bistå Statoil og norske statsborgere i den vanskelige situation.





Slår til mod franske mål

Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at militante islamister i Algeriet støtter de islamitiske oprørere i nabolandet Mali, som har truet med at slå tilbage på franske mål, efter der i sidste uge blev sendt franske tropper ind i Mali.

Frankrig har sat tropper ind i Mali, og i går vedtog det danske folketing at sætte et dansk Hercules-transportfly ind som støtte.

FNs Sikkerhedsråd gav i december enstemmigt tilladelse til, at en afrikansk militærstyrke kunne gribe ind mod de militante islamister i det nordlige Mali.