Migranten i de orange shorts og den grå undertrøje læner sig frem og holder om nødhjælpsarbejderen i den røde vest.

De krammer.

Det særlige øjeblik, der i sidste uge udspillede sig på den nordlige spids af Afrika, blev foreviget af adskillige af de fotografer, der var til stede – og den spanske kvindelige nødhjælpsarbejder ved navn Luna Reyes kom øjeblikkelig i modvind på sociale medier. Det skriver Guardian.

»De blev ved med at fornærme mig og sagde forfærdelige, racistiske ting til mig,« har hun selv forklaret til spansk tv.

Migranten var udmattet efter at have svømmet til den spanske enklave Ceuta.
Migranten var udmattet efter at have svømmet til den spanske enklave Ceuta. JON NAZCA

Det var især højreorienterede folk i hjemlandet, der i første omgang reagerede på krammet, samt tilhængere af det højredrejede Vox-parti. Se en video med krammet nederst i artiklen

20-årige Luna Reyes har siden marts været frivillig for Røde Kors i Spanien, og i den forbindelse har hun været udsendt til den spanske enklave Ceuta, der ligger ud til Middelhavet omgivet af Marokko. Her ankom på få dage op mod 8.000 migranter i sidste uge, hvoraf mange svømmede de få kilometer dertil fra strande på den marokkanske side af grænsen.

Ved ankomsten var mange udmattede. Som manden i de orange shorts og den grå undertrøje, der indledningsvist fik vand af Luna Reyes.

»Han græd. Jeg strakte mine arme ud, og han krammede mig. Han klamrede sig til mig, og den omfavnelse var hans livsline,« har den spanske nødhjælpsarbejder fortalt.

Krammet.
Krammet. JON NAZCA

For migranterne på stranden ved Ceuta blev dog også modtaget af spansk militær, der tog dem i forvaring, da de satte fod på spansk jord.

For Luna Reyes har historien dog også et positivt twist. For nok måtte hun lukke sine sociale medier for offentligheden for at undgå de mange overfusninger, men siden fulgte også en modkampagne med slagordet #GraciasLuna. Tak, Luna.

Her har både politikere og kendte spaniere blandet sig i debatten.

»Vi vil ikke lade hadet vinde,« som byrådsmedlemmet Rita Maestre fra Madrid eksempelvis har tweetet.

Her ses flere øjeblikke med Luna Reyes og migranten, hvor man kan se, hvad der også skete.
Her ses flere øjeblikke med Luna Reyes og migranten, hvor man kan se, hvad der også skete. JON NAZCA

Mange tusinde migranter er siden ankomsten i sidste uge allerede blevet sendt tilbage over grænsen til Marokko. Nødhjælpsarbejderen Luna Reyes har ikke siden krammet set manden med de orange shorts og den grå undertrøje.

Her kan du se mødet mellem nødhjælpsarbejder og migrant: