En ung skuespillerinde, der især var kendt for sin medvirken i en Disney-film, er gået bort.

Nikita Pearl Waligwa, der for tre år siden spillede med i filmen 'Queen of Katwe', blev blot 15 år.

Det skriver CNN og BBC.

Den unge skuespillerinde, der var fra Uganda, fik samme år, som Disney-filmen fik premiere, konstateret en hjernetumor.

Året efter forlød det, at hun havde fået det bedre, men sidste år kom det frem, at man havde fundet en ny tumor.

Det var hendes skole, Gayaza High School, der søndag først oplyste den triste nyhed.

'Du var afholdt af mange, og vi har mistet dig til en hjernetumor i en alt for ung alder,' skriver skolen på Twitter.

Flere af de skuespillere, som Nikita Pearl Waligwa spillede sammen med i 'Queen of Katwe', der fortæller den sande historie om Phiona Mutesi, som gik fra at leve i Ugandas slum til at blive en international skakstjerne, har også mindet hende.

Den Oscar-vindende skuespillerinde Lupita Nyong'o, der spillede Phiona Mutesis mor i filmen, skriver på Twitter, at Nikita Pearl Waligwa spillede rollen som Phiona Mutesis ven Gloria med 'stor livlighed':

'Det er med stor sorg, at jeg skriver om bortgangen af Nikita Waligwa, den søde, varme og talentfulde pige, som jeg arbejdede med på filmen 'Queen of Katwe',' skriver hun og fortsætter:

'Hun spillede rollen som Gloria med stor livlighed. I hendes virkelige liv stod hun over for den enorme udfordring at kæmpe mod en hjernetumor. Mine tanker og bønner går til hendes familie.'

Også skuespilleren David Oyelowo, som i filmen spillede en skaktræner, har mindet Nikita Pearl Waligwa.

'Vi sørger over tabet af vores smukke Nikita Pearl Waligwa. Hun var en lysende stjerne i 'Queen of Katwe' og i sit liv. Hendes lys vil fortsætte med at skinne,' skriver han på Instagram.