En kvinde beskrevet som et 'nøglevidne' af politiet, der leder efter den forsvundne, britiske mor Nicola Bulley, er trådt frem.
Og det gjorde hun meget hurtigt, efter politiet efterlyste hende via et opslag på Facebook, men de kom efterfølgende også med en opfordring til alle de mennesker, der følger sagen.
»Spekulationer og had på sociale medier rettet mod nogle mennesker, som blot hjælper vores undersøgelse, er fuldstændig uacceptabel,« skriver Lancashire Politi og fortsætter:
»Vi vil opfordre folk til at huske, at vi efterforsker Nicolas forsvinden, og prioriteringen er Nicola og hendes familie. Vi vil gerne finde hende og give svar til hendes familie.«
Politiet har arbejdet efter teorien om, at den 45-årige brite Nicola Bulley faldt i floden, men hendes familie tvivler.
Politiet efterforskning har foreløbigt fundet frem til, at Nicola Bulley forsvandt i løbet af kun »et timinutters vindue,« mens hun gik tur med sin hund, Willow, tæt på floden Wyre, efter at have afleveret sine døtre – seks og ni år – i skole i Lancastershire.
Politiet fokuserer altså på tidsrummet fra 09.10 til 09.20 lokal tid, hvor der ikke kan redegøres for hendes ageren.
På Facebook efterlyser man fortsat vidner, da der, som politiet beskriver, er en meget travl vej tæt på, hvor Nicola Bulley befandt sig, før hun forsvandt.
Et område på 15 kilometer langs floden og helt ud til havet er blevet undersøgt, og politibetjente har forsøgt at lokalisere hendes tøj.
Kun Nicola Bulleys mobiltelefon er fundet. En hundelufter fandt den på en bænk, hvor der stadig var et opkald i gang, mens hunden, en cockerspaniel ved navn Willow, løb frit omkring.
Det skete klokken 09.35 den 27. januar.