Der er søndag eftermiddag styrtet et mindre fly ned i Sverige ved byen Umeå, som har kostet ni personer livet.

Ni personer er døde, efter et fly styrtede ned ved Umeå imdet nordlige Sverige. Det oplyser svenske myndigheder ifølge NTB.

Ombord var i alt ni personer, og dermed overlevede ingen flystyrtet. De pårørende til de dræbte ved flystyrtet er blevet underrettet.

Flyet styrtede ned på en ø nær Umeå, der ligger to kilometer fra landingsbanen ved byens flyveplads, skriver det svenske nyhedsbureau TT. En video, som mediet Aftonbladet er i besiddelse af, viser tilmed, hvordan flyet styrter direkte mod jorden.

Ingela Hjulfors Berg var én af dem, som var tæt på, da ulykken indtraf. Hun fortæller til Expressen, at flyet nærmest lød som en 'gammel plæneklipper'.

Ét andet vidne, Henrik Sahlin, beskriver endvidere, at det lignede, flyet manglede en vinge.

»Først hørte vi et brag. Vi kiggede op på himlen, hvor der var et fly, der faldt mens det spandt. Det så ud til, at flyet kun havde en vinge,« siger han ifølge Dagbladet.

Meldingen om flystyrtet kom klokken 14.09, hvorefter der blev igangsat en stor redningsaktion med både og helikopter.

Redningsaktionen foregår både til vands og til lands. Her er dykkere på vej til ulykkesstedet. (Foto: 11630 Samuel Pettersson/Ritzau Scanpix)
Redningsaktionen foregår både til vands og til lands. Her er dykkere på vej til ulykkesstedet. (Foto: 11630 Samuel Pettersson/Ritzau Scanpix) Foto: 11630 Samuel Pettersson
Vis mere

Den svenske redningstjeneste er fortsat til stede på det område, hvor flyet styrtede ned.

Det oplyser kommandolederen Conny Qvarfordt til tv-stationen SVT.

»Vi er på plads og bistår redningen, mens vi også sikrer mod brand. Flyet havde fuld tank, da det styrtede og flybrændstof er brandbart,« siger kommandolederen.

Ifølge Aftonbladet er seneste melding dog, at der ikke længere er fare for brand.

Flyet var et mindre et af slagsen af typen GippsAero GA8 Airvan med faldskærmsudspringere, og det er uklart, om der var nogen, som nåede at forlade flyet, inden det ramte jorden.

Der er dog vidner, som siger til SVT, at de har set folk springe ud fra flyet, inden flyet styrtede ned.

»Det er en alvorlig ulykke, og det ser skidt ud,« sagde Christer Björkman, der er indsatsleder, tidligere til SVT.

Årsagen til katastrofen kendes endnu ikke.