For fire kaskelothvaler kom redningen for sent. De var strandet sammen med fem af deres artsfæller på Ujong Krueng-stranden i Indonesien.

Selv om en stor indsats blev indledt allerede i går, var det for sent for fire af de store hvaler.

De ni kaskelothvaler, der var gået på grund i Aceh-provinsen, blev først set af de lokale mandag.

Redningsfolk forsøgte at hjælpe de hvalerne tilbage på dybt vand, mens hundreder af nysgerrige lokale så på.

Det lykkedes for redningsfolkene at skubbe fem af hvalerne tilbage i havet, mens det var for sent for de sidste fire.

»Vi havde problemer med at evakuere dem, fordi vi manglede erfaring og udstyr. Men det har været en god øvelse for os, for Aceh er et vigtigt sted for hvalerne, så for fremtiden bør vi være i stand til at klare situationer som denne,« siger Sapto Aji Prabowo, der leder naturbeskyttelsesagenturet til AFP.

Nu skal de fire omkomne hvaler obduceres, så dødsårsagen kan slås fast. Ifølge Prabowo kan hvalerne simpelthen have fulgt deres leder ind på land, eller også har de mistet orienteringen.

»Normalt undgår kaskelothvaler at gå på dybt vand, hvis de er syge. To af dem var syge. Så vi tror, at lederne var syge, og de andre automatisk fulgte dem op på land,« siger Sapto Aji Prabowo.