En helikopter og et fly er styrtet ned i i Hudson-floden nær New York, efter at de kolliderede i luften. Alle ni ombordværende formodes dræbt, oplyser de amerikanske myndigheder.

Miraklernes tid er forbi på Hudson-floden i New York, efter at en helikopter og et lille fly lørdag kolliderede i luften over floden.

Ifølge Sky News var der fem italienske turister og en pilot ombord på helikopteren. I flyet befandt sig udover piloten to passagerer, hvoraf den ene var et barn. Det vides endnu ikke, men alle fem ombordværende formodes dræbt, oplyser nyhedsbureauet AP.

- Det her ender ikke lykkeligt, lød beskeden lørdag aften, dansk tid, fra New Yorks borgmester, Michael Bloomberg.

To lig blev bjærget fra vandet umiddelbart efter styrtet, men flere lig er blevet spottet blandt vragresterne, skriver AP.

Helikopteren var på rundtur med de italienske turister, da den kolliderede med det lille fly i mellem Manhatten og Hoboken i New Jersey kl. 18 lørdag aften dansk tid.

Flyet var på vej mod Ocean City i New Jersey, hvorimod helikopteren lige var lettet fra Manhatten, da de to luftfartøjer kolliderede tæt ved kysten udenfor Hoboken. Flyets ene vinge blev revet af ved sammenstødet, fortæller et vidne til ulykken til nyhedsbureauet AP.
 
- Der lød en kæmpe knald, fortæller Buzz Nahas, der så styrtet fra Hoboken på New Jersey-siden af Hudson-floden. Et andet vidne fra Hoboken beskriver overfor AP, hvordan helikopteren faldt ned fra himlen som en sten, og at de måtte flygte fra stedet, da det begyndte at regne med vragrester ved kysten.

På New York-siden af Hudsonfloden sad ægteparret Green og spiste frokost i en park, da de hørte kollisionen.

- Først hørte vi et kæmpe brag, og så vi to kæmpe plask i floden. Det var virkeligt underligt, for vi kunne slet ikke se nogle vragrester, fortæller 33-årige Melissa Green.

Kystvagten hastede til stedet, hvor dykkere straks gik i gang med at lede efter overlevende, men forgæves.

Det var på Hudsonfloden, at en pilot tidligere i år foretog en spektakulær nødlanding af et Airbus-passagerfly, og alle 155 ombordværende overlevede. Begge flyets jetmotorer svigtede, da der blev suget fugle ind i dem.