Lang limousine med i voldsom bilulykke i New York. Angiveligt blev 18 bryllupsgæster i bilen dræbt.

København. Politiet i delstaten New York i USA siger, at en voldsom bilulykke har kostet omkring 20 mennesker livet.

Lokale medier siger, at en limousine var involveret i ulykken, der skete lørdag klokken 14 lokal tid i Schoharie, som ligger 270 kilometer nord for millionbyen New York.

Lokalavisen Times Union of Albany citerer lokale embedsmænd for at fortælle, at limousinen kørte ned af en bakke i høj fart og torpederede folk, der stod uden for en forretning, Apple Barrel Country Store.

En person med kendskab til efterforskningen af ulykken siger til nyhedsbureauet AP, at 18 af dødsofrene befandt sig i bilen. De to sidste stod ved forretningen.

Ifølge oplysninger fra politiet var der to biler involveret.

Sky News rapporterer, at limousinen kørte med bryllupsgæster. Sky oplyser også, at limousinen var en SUV, der var forlænget.

- Jeg hørte et højt brag og gik ud af min hoveddør for at se, hvad der skete, fortæller Bridey Finnagan, der bor nær ulykkesstedet, til tv-stationen ABC, skriver Sky News.

- Jeg så mange mennesker ved Apple Barrel på parkeringspladsen. Så hørte jeg skrig.

- Derefter så jeg en stor varebil, et usædvanligt langt køretøj her i Schoharie i buskene og slået i smadder mod et træ.

Der er ikke officielle oplysninger om ofrene.

/ritzau/AP