Borgmester i New York City Michael Bloomberg har torsdag beordret rationering af benzinen i byen på grund af den alvorlige mangelsituation som følge af superstormen Sandy. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ud fra nummerpladernes endetal vil bilisterne få lov til at købe benzin på skiftende dage, alt afhængigt om det ender på et lige eller et ulige nummer, oplyser Bloomberg ifølge Reuters. Nummerplader, der ender på et bogstav, må købe benzin på samme dage som dem med ulige numre.

Ordningen, der følger den, der blev implementeret i New Jersey i sidste uge, begynder fredag klokken 6 lokal tid.

New York City har været hårdt ramt af mangel på brændstof, siden superstormen Sandy ramte for 10 dage siden. Ifølge Michael Bloomberg er kun en fjerdeldel af byens tankstationer åbne.

Udrykningskøretøjer, busser, taxaer og visse andre køretøjer er undtaget fra rationeringen, oplyser borgmesteren.

BNB/Reuters