Turister, der i disse dage gæster New York og håber at få et view over byens berømte skyline fra Empire State Building, bliver skuffede.

Lige nu er Frihedsgudinden, One World Trade Center og Central Park nemlig indhyllet i et gråt tågeagtigt røgslør.

Og disen ødelægger ikke bare de besøgendes udsigt.

Den er også direkte sundhedsskadelig at indånde.

Det skriver medier som blandt andre CNN og CNBC.

Der er nemlig tale om røg fra omfattende canadiske skovbrande, som har spredt sig til New York og giver en alvorlig luftforurening i storbyen. 

Tirsdag morgen stod newyorkerne således op til en by, som var omsluttet af et orange skær. 

Størstedelen af røgen stammer fra Quebec-området i Canada, hvor der i øjeblikket er omkring 160 brande i naturområder. 

Frihedsgudinden kan kun lige skimtes i røgtågen, som i øjeblikket ligger tung over New York. 
Frihedsgudinden kan kun lige skimtes i røgtågen, som i øjeblikket ligger tung over New York.  Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

De har fået myndighederne i både Canada – men også i byer som New York – til at advare om, at luftkvaliteten udgør en »vældig stor fare« for befolkningens helbred. 

I USA klassificerer miljømyndighederne luften i store dele af det nordøstlige USA som »usund« for folk, som allerede lider af en sygdom i luftvejene. 

Advarslen gælder blandt andet for New York og strækker sig helt fra Boston i nord til Pittsburgh og Washington DC i syd.

I New York bliver befolkningen desuden opfordret til at lade være med at træne udendørs og i det hele taget forsøge at minimere eksponeringen for røgen.