Stigende antisemitisme bekymrer Benjamin Netanyahu, siger han i samtale med Angela Merkel.

Jerusalem. Der er grund til bekymring over den politiske udvikling i Tyskland, mener den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Han har tirsdag vendt den politiske situation i Tyskland med forbundskansler Angela Merkel efter søndagens valg til Forbundsdagen.

Her vandt det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD) for første gang et stort antal mandater i parlamentet.

- Israel er bekymret over den stigende antisemitisme de seneste år blandt politiske fraktioner fra højre og venstre fløj såvel som fra islamister, sagde Netanyahu til kansleren ifølge en meddelelse fra premierministerens kontor.

Den israelske leder nævnte ikke Alternative für Deutschland, der som det første højrenationale parti bliver medlem af Forbundsdagen siden Anden Verdenskrig.

AfD fik knap 13 procent af stemmerne ved valget.

Partiets ledelse har efter valget forsøgt at mane al frygt for nynazisme og jødehad i jorden.

- Der er ikke noget i vores parti eller i vores program, som på nogen måde kan eller bør bekymre jøder i Tyskland, sagde Alexander Gauland, nummer to i AfD, dagen efter valget.

Han mindede om, at Tyskland er en tro støtte af Israel.

Gauland sagde, at Tyskland bør være klar til at sende soldater til Israel, hvis det bliver nødvendigt at forsvare den jødiske stat mod palæstinensere eller fjendtlige stater i Mellemøsten.

Samme Gauland har dog tidligere åbent taget et opgør med den tyske forsoningskultur efter Anden Verdenskrig og udryddelsen af jøder.

Han har sagt, at tyskerne har ret til at være stolte over deres soldater under de to verdenskrige.

Netanyahu udtrykte i samtalen med Merkel et håb om, at en kommende regering vil styrke de tyske kræfter, som anerkender det historiske ansvar for Holocaust.

- Israel afviser ethvert forsøg på at benægte Holocaust, sagde Netanyahu til Merkel.

/ritzau/AFP