Sydafrikas ambassadør i Danmark, Zindziswa 'Zindzi' Mandela, er død. Hun blev 59 år.

Zindziswa 'Zindzi' Mandela, der var datter af tidligere præsident Nelson Mandela og dennes anden hustru, Winnie Madikizela-Mandela, trak vejret for sidste gang på et hospital i Johannesburg.

Det bekræfter den sydafrikanske minister for internationale relationer og samarbejder, Naledi Pandor, i en pressemeddelelse, som B.T. har fået tilsendt.

Heri udtrykker den kvindelige minister sine dybeste kondolencer over for de efterladte – familie, venner og kollegaer.

'Zindzi vil ikke kun blive husket som datteren af vores kæmpende helte, Tata Nelson og Mama Winnie Mandela, men også selv som en kæmpende helt. Hun tjente Sydafrika godt,' lyder det i pressemeddelelsen, der afsluttes:

'Må hendes sjæl hvile i fred.'

Det oplyses desuden, at ministeriet for nuværende arbejder på at kunne sende en mere detaljeret pressemeddelelse om ambassadørens død ud senere mandag.

Zindziswa 'Zindzi' Mandela efterlader sig fire børn, flere børnebørn og sin ægtemand.

Winnie Mandela og datteren Zindziswa Mandela ved en mindehøjtidelighed for Nelson Mandela i 2013. S OF THE DAY)
Winnie Mandela og datteren Zindziswa Mandela ved en mindehøjtidelighed for Nelson Mandela i 2013. S OF THE DAY) Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Den sydafrikanske kvinde var ligesom sin far politisk aktiv. Hun var frem til sin død medlem af det sydafrikanske regeringsparti Den Afrikanske Nationalkongres (ANC).

I 2014 blev hun desuden udnævnt som landets ambassadør i Danmark, en tjans, hun overtog i 2015.

Det var også, mens hun sad på denne post, hun sidste år gjorde sig uheldigt bemærket, da hun på Twitter skrev, at det var på tide, at de sorte sydafrikanere tog deres land tilbage.

Det fik blandt andre den sydafrikanske minister for internationale relationer, Naledi Pandor, til at irettesætte ambassadøren og minde hende om hendes ansvar som repræsentant for Sydafrikas præsident.

Apartheid-modstander Nelson Mandela.
Apartheid-modstander Nelson Mandela. Foto: Mike Hutchings
Vis mere

En titel, hendes far bestred fra 1994 til 1999, efter han i mange år havde kæmpet mod apartheid.

Nelson Mandela gik bort i 2013 i en alder af 95 år. Tre år senere gik Winnie Madikizela-Mandela bort som 81-årig.

Det er for nuværende ikke meldt ud, hvad Zindziswa 'Zindzi' Mandela døde af.