Billederne er gået verden rundt.

Efterladte missilsystemer, kampvogne, ammunition. Alle i store mængder. Selv i Rusland er de seneste døgns vilde udvikling i Ukraine nået frem.

Folk er blevet klar over, at krigslykken er vendt. Mod Rusland. Stemningen har ændret sig.

»Der er ikke dommedagsstemning, men der er en klar fornemmelse af, at der er sket noget,« siger ekspert i Rusland og seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel til B.T.

Han følger situationen i Ukraine og Rusland tæt. Dagligt læser han russiske aviser og ser tv-programmer. Og noget er ændret.

»Jeg har siddet og fulgt de russiske medier, og der kan man godt se, at der er en fornemmelse af nederlag. Helt klart. Men midlertidigt. Og det er vigtigt at understrege, for de understreger også, at de skal nok vinde, og vi opnår vores mål, og det har Putins talsmand også udtalt,« siger Flemming Splidsboel.

Netop Putins talsmand, Dmitrij Peskov, var mandag ude og sige, at specialoperationen, som krigens kaldes i Rusland, fortsætter ufortrødent.

Rusland skal nok nå de mål, man har sat sig i Ukraine, lød det.

»Russerne taler rigtig meget om panik lige nu. Man må ikke gå i panik. Der er klart nogle, der er ved at gå i panik. Men Putin forsøger at sige: ‘Det her er ikke noget’,« siger Flemming Splidsboel.

Endnu står det ikke klart, hvad det russiske svar på jorden i Ukraine kommer til at blive.

Men det er ifølge Flemming Splidsboel tydeligt, at der er en erkendelse af, at man ser nærmere på situationen i Ukraine, efter Rusland på få døgn måtte afgive store områder, som tidligere var sikret med mange døde russiske soldater til følge.

»Der er ikke medier, der kritiserer Putin, det er helt uacceptabelt. Der er nogle medier, der går til stregen. Men der er ikke frie medier,« siger Flemming Splidsboel og uddyber:

Ukrainske soldater inspicerer efterladt russisk ammunition efter deres succesfulde fremmarch i det østlige Ukraine.
Ukrainske soldater inspicerer efterladt russisk ammunition efter deres succesfulde fremmarch i det østlige Ukraine. Foto: GLEB GARANICH
Vis mere

»Men de siger: Vi kan ikke fortsætte som hidtil. Der skal ske noget andet. Hvad det så er, diskuterer man så. Noget af det er kommet fra Putin, for han har fyret folk. Så der er en erkendelse af situationen, men man diskuterer nu, hvad der skal ske i stedet,« siger han.

Så umiddelbart er der sket noget i de russiske medier. En erkendelse.

Men hvordan står det til med den almindelige russer? Har de opdaget, hvad der foregår i Ukraine?

Det har B.T. spurgt Emil Rottbøll om. Han er Berlingskes ruslandskorrespondent og er netop vendt hjem fra en tur i Jekatarinburg og Moskva.

Her har han forsøgt at få almindelige russeres holdning til Putins specialoperation. Det er mere end svært, forklarer han.

»Folk snakker ikke om krigen. De ved godt, hvad der sker, men de vil ikke snakke. De har lært, at man kan få store bøder og fængselsstraf, hvis man gør,« forklarer Emil Rottbøll.

I de indledende faser af Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine var der store demonstrationer mod krigen, der var oppositionsmedier, kendte og bloggere, der sagde fra. Men modstanden er med hård magt og fængselsstraf stort set blevet udryddet.

Den almindelige russer dukker hovedet og venter på bedre tider, forklarer Emil Rottbøll.

»Der er ikke plads til utilfredshed. Der er lagt et låg på den. Folk skal bare gennemleve det. Overleve det her. Og på et tidspunkt bliver det bedre,« siger Emil Rottbøll.

Han oplevede dog enkelte tilfælde, hvor folk stod frem og ville lade sig interviewe om situationen.

Men flere trak sig efterfølgende. Af ren frygt.

»Nogle af dem, der sagde ja til interview, endte med at trække sig efterfølgende, da det er for farligt for dem,« forklarer Emil Rottbøll.

»Det er en parallelverden. Folk ved, hvad der sker, men lever bare deres liv,« siger han.

Lørdag fejrede Moskva sin fødselsdag med et stort fyrværkerishow, mens Ruslands soldater flygtede fra den ukrainske fremmarch.
Lørdag fejrede Moskva sin fødselsdag med et stort fyrværkerishow, mens Ruslands soldater flygtede fra den ukrainske fremmarch. Foto: SHAMIL ZHUMATOV
Vis mere

Mens Emil Rottbøll var i Moskva, kunne storbyen fejre fødselsdag.

Det skete med et storslået fyrværkerishow over Den Røde Plads. Det er også blevet bemærket i russiske medier, at det virkede mærkeligt, at det skete, mens russiske soldater flygtede for livet fra den fremmarcherende ukrainske hær omkring Kharkiv.

»Det var absurd,« siger Emil Rottbøll.

»Der var bands, der spillede, folk var glade og festede, mens det hele skete i Østukraine,« forklarer han.

Og sådan er det i Rusland netop nu. Livet går videre, selvom krigen raser i Ukraine og russiske soldater i hundredvis dør dagligt.

»Folk hygger sig og går ud og fester. Det virker normalt. Men man kan mærke det under overfladen. Stemningen er ændret,« siger Emil Rottbøll.