Lyt til artiklen

»Det er frygteligt for Putin. Han er under enormt pres, og han skal til at levere.«

Dommen over de seneste ugers russiske militærformåen er benhård.

For mens der har været stort anlagte fester på Den Røde Plads i Moskva, har Rusland lidt smertefulde nederlag på slagmarken og tabt store områder i Ukraine.

Først var der den ukrainske lynovertagelse af områderne øst for storbyen Kharkiv.

Mens ukrainske tropper jagtede Ruslands soldater ud af Kupjansk og Izyum, fejrede den russiske hovedstad sin fødselsdag med fest og fyrværkeri.

Og senest kunne et stort publikum juble med Putin på Den Røde Plads over annekteringen af fire ukrainske regioner, mens ukrainske tropper omringede den strategisk vigtige by Lyman.

Og der er virkelig ikke meget at fejre i Rusland for tiden.

Specielt ikke for Vladimir Putin.

Rusland er nemlig på tilbagetog på flere kanter: i øst ved de to annekterede regioner Luhansk og Donetsk og i syd ved den ligeledes annekterede Kherson-region.

Og det er der nogle helt bestemte grunde til, hvis man spørger militærekspert ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.

»Lige i øjeblikket er Ukraines hær bare bedre end Ruslands,« siger han til B.T.

Over sommeren var der stilstand over de fleste fronter i Ukraine.

Putin på scenen på Den Røde Plads i forbindelse med fejringen af annekteringen af fire ukrainske regioner.
Putin på scenen på Den Røde Plads i forbindelse med fejringen af annekteringen af fire ukrainske regioner. Foto: SERGEI KARPUKHIN/SPUTNIK/KREMLIN
Vis mere

Den tid har Ukraine ifølge eksperten brugt klart bedst.

»Vi talte om en udmattelseskrig i sommer. Og den har Ukraine vundet. De har opbygget deres hær, mens den russiske hær er nedslidt,« siger han.

»Den russiske mobilisering ser indtil videre ikke ud til at have haft den store effekt. Samtidig har Vesten hjulpet Ukraine med våben, og så har Ukraine udvidet deres hær,« siger Anders Puck Nielsen.

De seneste dage har Ukraine formået at omringe og siden indtage den strategisk vigtige by Lyman i Donetsk Oblast.

Byen blev annekteret af Rusland fredag 30. oktober. Dagen efter – 1. oktober – blev den en del af Ukraine igen, da de sidste russiske tropper var dræbt eller jaget ud.

»Lyman er en vigtig by af flere årsager. For det første ligger den i Donbas, som er det, Putin beskriver som russisk hjerteland. Men den er også vigtig, fordi den åbner for videre angreb ind i Luhansk. Samtidig var den et af de sidste store forsvarsværker, Rusland havde i området,« siger Anders Puck Nielsen.

»Pludselig ligger Lysytjansk og Severodonetsk og det nordlige Luhansk åben for Ukraine,« uddyber han.

Netop Luhansk er den eneste af de fire russisk-annekterede regioner, Rusland havde fuld kontrol med.

Men måske ikke meget længere.

For med den ukrainske generobring af Lyman har de ikke kun fået kontrol over en by – men også vigtig infrastruktur.

»Det er vigtigt, hvem der kontrollerer vejene. For lige om lidt rammer den våde tid Ukraine. Og så er vejen afgørende for at kunne komme hurtigt frem. Og her ligger Lyman rigtig godt,« siger Anders Puck Nielsen.

Men det er ikke kun i øst, Ukraine er på fremmarch.

Ukrainske soldater fejrede i weekenden, at de havde generobret Lyman i Østukraine.
Ukrainske soldater fejrede i weekenden, at de havde generobret Lyman i Østukraine. Foto: 81 AIRBORNE BRIGADE OF THE UKRAI
Vis mere

Også i Kherson mod syd begynder meldingerne at tikke ind om ukrainske fremskridt. Det går ikke så hurtigt som i øst, men russiske krigsbloggere er i stigende grad begyndt at slå alarm.

»Der er ganske enkelt flere russere i syd, så det går ikke så hurtigt for Ukraine, men det går fremad,« siger Anders Puck Nielsen.

Det er ikke kun i Vesten, man er bevidst om, hvor skidt det står til for den russiske specielle militære operation i Ukraine, som Putin kalder invasionen.

»De er klar over i Rusland, at det går rigtig dårligt i øjeblikket,« siger Flemming Splidsboel, Ruslandsekspert ved DIIS, til B.T.

»Kritikken har nået et helt nyt niveau. Og generalen med ansvaret for indsatsen i Østukraine modtager hård kritik. Der er flere, der kræver ham fyret. Der ledes efter syndebukke lige nu,« siger Flemming Splidsboel.

»Og de skal nok finde dem,« uddyber han.

Dagligt følger han med i den russiske debat via medierne.

Han mener, at fredagens russiske annektering af de fire ukrainske regioner – Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson – skal ses som ren desperation fra Putins side.

Han ved godt, at den specielle militære operation går dårligt.

»Jeg ser det som Putins forsøg på at lukke det. Putin satser, fordi det går dårligt. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Putin er desperat,« siger Flemming Splidsboel.