Selv om udgravningen efter et sagnomspundet tog med nazi-guld kun har afsløret jord og naturlige stenformationer, har skattejagten alligevel både skabt værdi og turistboom i en polsk provinsby.

»We’ll be rich. Rich as Nazis!« udbryder den krakilske milliardær Montgomery Burns i et afsnit af The Simpsons, og netop en historie om muligheden for at opdage enorme formuer i form af nazisternes stjålne skatte har over det seneste år fascineret mange verden over.

To polske skattejægere erklærede nemlig i august 2015, at de havde lokaliseret et sagnomspundet tog, som nazisterne i krigens sidste dage angiveligt skulle have begravet i et netværk af tunneller i bjergkæden Góry Sowie, »Uglebjergene«, i det sydvestlige Polen nær byen Walbrzych.

Men efter massiv pressedækning og store forhåbninger om at finde op mod 300 ton kunstværker, guld og ædelstene måtte skatte­jægerne i onsdags slukøret erklære, at de intet havde fundet.

Omfattende udgravninger havde ikke afdækket andet end jord, og de strukturer, som man på tidligere scanninger mente, var toget, viste sig ikke at være andet end naturligt forekommende stenformationer.

Det skyldes muligvis, at toget slet ikke findes, da flere historikere peger på, at der ikke er nogen håndfaste beviser for dets eksistens. Ikke desto mindre vil skattejægerne fortsætte eftersøgningen til september i håbet om, at toget alligevel kan findes i området.

Omtale til værdi af 200 mio. dollar

Men selv om det mytiske tog heller ikke denne gang dukkede frem, har omtalen af skattejagten været en tordnende succes for den polske provinsby Walbrzych. Byen har 120.000 indbyggere og har været ramt af arbejdsløshed, siden flere af de miner, som mange af byens indbyggere arbejdede i, lukkede efter kommunismens sammenbrud.

Efter at historien om guldtoget ramte de internationale medier, er turismen i byen ifølge lokale myndigheder steget med 44 procent, og særlig den publicity, som skattejagten har kastet af sig, har en enorm værdi. Det fortæller en talsmand for borgmesterkontoret til New York Times.

»Den omtale, som byen har fået i de globale medier, er omtrent 200 millioner dollar værd,« siger han og fortsætter.

»Vores årlige budget til markedsføring er 380.000 dollar, så tænk engang over det. Uanset om skattejægerne finder noget eller ej, er guldtoget allerede ankommet.«

Arleta Adamska, der driver et hotel nær stedet, hvor udgravningen finder sted, bekræfter turistboomet og fortæller til The Independent, at hotellet har været »fuldt booket hele sommeren«.

Byens borgmester, Roman Szelemej, fortæller til New York Times, at han tænker på at hædre de to skattejægere, Piotr Koper og Andreas Richter, som i den grad har været medvirkende til, at byen er blevet sat på landkortet.

»Jeg overvejer at opkalde en rundkørsel efter Koper og Richter,« siger borgmesteren:

»Som anerkendelse af deres indsats for vores by«.