Nazi-trioen, der har slået ni udlændinge og en politibetjent ihjel, var langt fra færdige med at fuldføre listen af drab, de egentligt havde planlagt.

Det tyske politi fandt nemlig onsdag en liste med 88 politikere og medlemmer af tyrkiske og islamiske organisationer på det, den nynazisitiske celle kaldte deres ’dødsliste’. Det skriver tyske medier.

Dermed kunne Beate Zschäpe, Uwe Böhnhardt og Uwe Mundlos fra den nazistiske undergrundsgruppe NSU være blevet kendt for at have slået langt flere ihjel, end de ti drab, de har på samvittigheden. Ti drab, hvor det første blev begået i 2001.

Blandt de udpegede på dødslisten er to prominente politikere fra det tyske nationale parlament. Den ene er Jerzy Montag fra Det Grønne Parti, den anden er Hans Peter Uhl fra det kristensocialistiske parti, CSU.

- Ja, jeg står på listen, men jeg føler mig ikke truet, siger Hans Peter Uhl kort til den tyske avis Bild.

Listen blev ifølge Spiegel Online fundet, da politiet efterforskede NSU-gruppens aktiviteter, hvor den er mistænkt for en række terrorsager i Køln og Düsseldorf mellem 2000 og 2004. Neo-nazi-gruppen skulle have indsamlet navnene til listen i 2005.

At listen lige præcis består af 88 navne har en ganske symbolsk betydning. Det ottende bogstav i alfabetet er nemlig ’H’ og med to H’er i træk bliver det til en forkortelse af ’Heil Hitler’. Den forkortelse er ofte brugt i nynazistiske miljøer.

Nazi-trioen er ikke længere en trio, men et soloforestilling, da Uwe Böhnhadt og Uwe Mundlos begik selvmord, efter de den 4. november havde røvet en bank og efterfølgende blev omringet af politiet i deres autocamper. Tilbage er kun Beate Zschäpe, der er sigtet for de ti mord.

Sagen har vakt specielt meget opsigt i Tyskland, efter det kom frem, at tysk efterretningstjeneste i længere tid har været tæt på trioen og angiveligt har forholdt sig passivt ved flere drab.

Flere tyske politikere har krævet et forbud mod af det nynazistiske parti NPD.