Aleksej Navalnyjs mor var ledsaget af moren til Navalnyjs enke, da hun besøgte sin søns gravsted.

Lyudmila Navalnyj, der er mor til den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, har lørdag besøgt sin søns gravsted.

Hun var ledsaget af Alla Abrosimova, der er mor til Navalnyjs enke, Julija Navalnaja.

Navalnyj blev begravet fredag eftermiddag på Borisovskoje-gravpladsen i Ruslands hovedstad, Moskva.

Tusindvis af støtter mødte op foran kirken fredag, og i flere russiske byer blev Navalnyj hyldet.

Efterfølgende er mindst 131 mennesker blevet anholdt af det russiske politi ifølge oplysninger fra menneskerettighedsgruppen OVD-Info.

Lørdag har flere hundrede russere også besøgt Navalnyjs grav. Nogle af de sørgende har medbragt blomster og kort med Navalnyj-slogans.

Ved hans gravsted er der også blevet lagt en gul gummiand, der er en reference til en korruptionssag, som Navalnyj fik frem i lyset i 2016.

/ritzau/AFP