»Det var, som om dagen var blevet til nat.«

Gianvitor Dias var en af de mange millioner indbyggere i Sao Paulo, som mandag oplevede, at byen blev fuldstændig mørklagt i en time.

En kraftig vind havde bragt en kæmpe røgsky ind over Sao Paulo fra en voldsom skovbrand i regnskoven Amazonas mere end 2700 kilometer væk, skriver BBC.

En brand der hærger på tredje uge og skaber dyb bekymring i Brasilien - og resten af verden. Især fordi branden desværre blot bekræfter en bekymrende tendens.

I 2019 har det statsligt institut, INPE, som fører tilsyn med skovrydning i regnskoven i Amazonas, optalt over 70.000 brande i regnskoven.

Det er det højeste antal, siden man begyndte optællingen i 2013. Det er samtidig en stigning på 83 procent i forhold til samme periode i 2018.

Hashtagget #Prayforamazonia er blevet et globalt udtryk for bekymring på de sociale medier, og flere brugere på det sociale medie kritiserer landets præsident, Jair Bolsonaro, for ikke at tage affære.

'16 dage siden og det er stadig ikke stoppet. Det her er skidt. Jordens lunger brænder,' lyder det fra en bruger på Twitter.

Antallet af naturbrande er eksploderet, siden præsident Jair Bolsonaro tiltrådte i januar med løfter om at udvikle Amazonas regionen til landbrug og minedrift. Dermed ignorerer han den internationale bekymring over øget skovrydning, skriver Reuters.

Men landets præsident forsvarer sig med, at det er naturligt med de mange brande, fordi området er i en tør sæson.

»Tidligere blev jeg kaldt Kaptajn Kædesav. Nu er jeg Nero, der sætter Amazonas i flammer. Men det er sæson for brand,« siger han ifølge nyhedsbureauet.

Forskerne fra INPE forklarer, at den abnorme stigning i antallet af brande ikke har noget at gøre med den tørre sæson.

»Der er intet unormalt ved klimaet i år, og heller ikke regnmængderne i Amazonas, som kun er lidt under gennemsnittet,« siger forsker Alberto Setzer til Reuters.

Landmænd beskyldes for bevidst at starte naturbrandene og ulovligt rydde skoven med det formål at have kvæg gående.

Men Amazonas kaldes ikke for jordens lunger for ingenting, og derfor er indbyggerne i Sao Paulo oprørte. Regnskoven har en afgørende betydning i forhold til den globale opvarmning, ligesom man frygter for skovens rige plante- og dyreliv.

Alene de mange millarder af blade i regnskoven indtager nemlig store mængder af kuldioxid og altså en gas, der bidrager til den globale opvarmning, skriver BBC.