Nato bør diskutere, hvordan man skal håndtere et stadig mere uforudsigeligt Rusland, siger generalsekretæren.

Berlin. Når forsvarsalliancen Nato til juli samles til topmøde i Bruxelles, så forventer generalsekretær Jens Stoltenberg, at Rusland er på dagsordenen.

Det siger han i et interview i søndagsudgaven af den tyske avis Die Welt.

Natos norske generalsekretær mener således, at der i stigende grad er brug for at være på vagt over Rusland.

- Jeg tror, at forbundskansler Angela Merkel og hendes kolleger kommer til at stå over for nye beslutninger på Natos topmøde til juli.

- Vi må være på vagt og være beslutsomme, siger Jens Stoltenberg.

Han anklagede tidligere på ugen Rusland for at forsøge at destabilisere Vesten med udvikling af atomvåben, cyberangreb og hemmelige operationer.

Heriblandt et nervegiftangreb mod en russisk eksspion og hans datter i den britiske by Salisbury. Storbritannien mener, at Rusland står bag angrebet, og den teori støttes af blandt andre Nato.

- Vi kan altid gøre mere, og det må vi tænke over nu.

- Salisbury følger - efter alt at dømme - et mønster, som vi har set i nogle år: Rusland bliver mere og mere uforudsigeligt og aggressivt, lyder det fra Nato-generalsekretæren.

Rusland afviser at være involveret i angrebet i Storbritannien. Russerne mener til gengæld, at netop Nato-alliancen udgør en risiko for fred i Europa.

- Rusland skal ikke tage fejl, siger Stoltenberg og fortsætter:

- Vi er altid klar til at svare igen, når en allieret bliver angrebet militært. Vi skal være en troværdig afskrækkelse. Men vi vil ikke have krig. Vores mål er at nedtrappe situationen.

Stoltenberg kommer i Die Welt med flere eksempler på uro, som Rusland har bidraget til i Europa.

Heriblandt annekteringen af Krim-halvøen i 2014, den russiske støtte til separatister i Ukraine, militær tilstedeværelse i Moldova og Georgien samt indblanding i vestlige valg og krigen i Syrien.

/ritzau/Reuters