Jens Stoltenberg er blevet diagnosticeret med sygdommen helvedesild.

Det skriver Reuters, som også oplyser, at NATO-chefen af samme grund må aflyse besøg i Berlin og Bukarest torsdag og fredag i denne uge.

En talsmand for forsvarsalliancen oplyser, at Stoltenberg i stedet vil deltage i de planlagte møder digitalt.

»Generalsekretæren vil gennemføre sit planlagte besøg i Tyskland (og Rumænien) på afstand i stedet for personligt,« siger embedsmanden til nyhedsbureauet.

Ifølge netdoktor.dk og ramtafhelvedesild.dk er der tale om et smertefuldt rødt udslæt, som skyldes en herpesvirus.

Det er den samme virus, som er årsag til skoldkopper.

Sygdommen kan ramme alle steder på kroppen og i ansigtet, men det er kendetegnende, at udslættet altid kun breder sig i den ene side.

Ofte opstår sygdommen, fordi en gammel skoldkoppevirus i kroppen bliver aktiveret igen mange år efter, at den pågældende har haft den.

Sygdommen kan også være en følge efter en covid-19-infektion.

Stoltenberg blev testet positiv med coronavirus i maj.

Dengang havde han kun milde symptomer og arbejdede hjemmefra.