Vesten vil give Ukraine yderligere militær støtte i krigen mod Rusland.

Og det er i den grad også nødvendigt, hvis man spørger NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Ukraine har flere gange sagt, at Rusland forbereder sig på en ny offensiv, og de samme toner kommer altså nu fra NATO.

»Rusland forbereder sig på en ny offensiv, så det haster med at øge støtten til Ukraine, der vil gøre dem i stand til at vinde og tilbageerobre okkuperede områder,« skriver han på Twitter.

Fredag var der et stort møde på den amerikanske Ramstein-base i Tyskland, og her blev NATO og cirka 50 forsvarsledere enige om, at støtten til Ukraine skal øges.

Noget, der i tweetet også hilses velkomment af Jens Stoltenberg.

Et af de store spørgsmål, som omhandler Leopard-kampvognene, står dog fortsat ubesvaret.

Mange af landene, som har disse kampvogne, vil gerne sende dem til Ukraine, men da kampvognen er tyskproduceret, er det Tyskland der skal give grønt lys til, at dette må ske.

Og det har de altså endnu ikke gjort.

Rygterne om en ny russisk offensiv er som nævnt ikke ny, og B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, har tidligere fortalt, at det især er den ukrainske hovedstad, Kyiv, som Vladimir Putin – nok engang – vil gå efter.

»Kyiv er ét af flere mål ifølge hærcheferne. Det er klart, at hvis du tager hovedstaden, så har du på mange måder det sted, hvorfra alt infrastruktur foregår, du har tvunget ledelsen på flugt, og man har et psykologisk overtag,« forklarede han.