10 år gammel blev hun revet væk fra familieidyl, da Wolfgang Priklopil fangede den nu 22-årige Natascha Kampusch. I otte år blev hun holdt indespærret i en mørk fangekælder og brugt som husslave, før det til sidst lykkedes hende at slippe væk. Nu fortæller den østrigske kvinde om sin barndoms pinsler i fangenskab i en ny bog.

I otte år var hun jævnligt lænket fast og blev tæsket op til 200 gange om ugen. Den lille pige blev kronraget og brugt som husslave.

Priklopil lod hende hurtigt forstå, at hun ikke længere var Natascha - nu var hun hans ejendom. I de næste mange år gik hun i stedet under navnet Bibiane.

For at sikre sig, at hun ikke havde energi til at stikke af, sultede han hende og lod hende gå rundt halvnøgen. Som 16-årig var hun stærkt underernæret og havde forsøgt selvmord adskillige gange.

Det skriver Daily Mail.

I august 2006, som 18-årig , lykkedes det endelig at slippe fri fra det årelange fysiske og psykiske misbrug. 3,096 dage var hun indespæret. Hun var beordet til at knæle foran Priklopul og tiltale ham som 'min herre'. Hver gang hun bevægede sig, skulle hun spørge om lov først, fortæller hun i sin biografi '3,096 dage'.

Priklopil bildte hende ind, at hendes forældre havde nægtet at betale en dusør for at få hende fri, og at de var glade for at være sluppet af med hende. Psykisk nedbrudt og forladt var den unge pige tvunget til at bevare et forhold til ham, da han var hendes eneste menneskelige kontakt i de otte år.

Den mørke kælder var så frygtindgydende for den unge pige, at hun hellere ville være sammen med manden, der lige havde revet hende ud af sin normale tilværelse end at være alene.

- Jeg bad ham om at putte mig og læse godnathistorie for mig. Jeg bad ham sågar om et godnatkys for at få bare en anelse af normalitet ind i min tilværelse, fortæller hun om sin første nat med kidnapperen.

Selv om hun måtte igennem daglig tortur, havde den unge pige brug for omsorg. Derfor bad hun selv kidnapperen om at kramme hende.

- Det var svært. Jeg fik klaustrofobi, hvis han krammede mig for hårdt. Efter et par forsøg fandt vi dog en måde, hvor det ikke var for hårdt og tæt, men hvor det stadig gav mig en følelse af omsorg, skriver hun i bogen.