Et forskerhold ved den amerikanske rumadministration, finder frem til en bakterie, der kan leve af arsenik.

Nasa har, som lovet i en kryptisk pressemeddelelse tidligere på ugen, gjort en opdagelse, der rokker ved vores opfattelse af, hvad der er liv. Det kan udvide vores søgen efter liv i rummet.

- Definitionen af liv har lige udvidet sig, sagde Ed Weiler fra NASA på pressemødet.

Et forskerhold ved den amerikanske rumfartsadministration har fundet frem til, at nogle bakterier kan leve under ekstreme forhold og endda leve af arsenik, som normalt betragtes som gift.

- Det nye er, at arsenik kan bruges som en byggeklods i en organisme, siger Ariel Anbar, der er en af forskerne bag den nye undersøgelse.

Den nye opdagelse betyder ifølge en dansk rumekspert, at man skal udvide sin søgen efter liv i rummet til at indbefatte steder og forhold, som er langt mere ekstreme, end vi tidligere har gjort.

- Liv har måske mange flere muligheder for at overleve steder, hvor vi ikke troede, det kunne eksistere. Og det viser jo bare, at vores søgen efter liv i rummet skal være så bred som mulig, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium.

Opdagelsen er blevet gjort af et forskerhold fra Arizona State University, der har fundet frem til den arsenik-spisende bakterie i søen Mono Lake i det østlige Californien.

/ritzau/AFP