Den amerikanske rumfartsadministration, NASA, søger nye medarbejdere. Men det er hverken kontorarbejdere eller receptionister, der er i kikkerten - NASA leder nemlig efter fremtidige astronauter.

Så har du en drøm om at træde i Andreas Mogensens fodspor og blive den næste dansker i rummet, er der nu, du skal slå til. Der søges både kaptajn-, pilot- og specialistastronauter.

Som ved så mange andre arbejdsstillinger, er der dog nogle minimumskravene, som du skal opfylde for at blive taget i betragtning. Men nogle vil måske blive overrasket over, hvor 'små' kravene er.

Minimumskrav til kaptajn- og pilotastronauter:

Lyder tjansen som øverstkommanderende ombord fristende eller er pladsen bag roret på en rumfærge lige dig, skal du som minimum have en bachelorgrad inden for enten fysik, matematik, bio- eller ingeniørvidenskab.

Dertil skal du have mindst 1.000 timers flyvetid som førstepilot i et jet-drevet fly, og så skal du bestå et sundhedstjek i stil med det, man modtager, hvis man ønsker at komme i hæren.

Minimumskrav til specialistastronauter:

Er du typen, som hellere vil have specifikke ansvarsområder, du kan planlægge og nørde med, er jobbet som såkaldt specialistastronaut nok mere dig. NASA søger specialister til rumrejser, som skal stå for mandskabets aktivitetsplanlægning, forbrug af mad og drikke, udførelse af eksperimenter og systemvedligeholdelse.

Også til disse stillinger kræver den amerikanske rumfartsadministration, at du som minimum har en bachelorgrad inden for enten fysik, matematik, bio- eller ingeniørvidenskab. De forlanger dog også, at du har haft mindst tre års relevant erhvervserfaring.

Desuden skal du også bestå det samme sundhedstjek, som kaptajn- og pilotastronauterne skal gennemføre.

KAZAKHSTAN SOYUZ LANDING

Opfylder du minimumskravene, og ønsker du at kunne skrive astronaut på CV'et engang i fremtiden, kan du sende din ansøgning til http://www.nasa.gov/astronauts/ fra den 14. december 2015.