Rumkøretøj bevægede sig torsdag seks en halv meter på 33 minutter på Mars, melder Nasa fredag.

Nasas rumkøretøj "Perseverance" har gennemført sin første prøvekørsel på Mars.

Det oplyser det amerikanske rumagentur.

Rumkøretøjet bevægede sig torsdag seks en halv meter på 33 minutter, melder Nasa fredag lokal tid.

Den korte tur var en mobilitetstest, og Nasa sigter mod at kunne køre ture på 200 meter eller mere.

Det sekshjulede køretøj bevægede sig fire meter fremad, vendte på stedet mod venstre og bakkede derefter omkring to en halv meter for at parkere midlertidigt.

- Robottens sekshjulstræk reagerede fremragende, siger Nasas ingeniør Anais Zarifian.

- Vi er nu sikre på, at vores køresystem er klar til brug og kan tage os hen, hvor end videnskaben fører os i løbet af de næste to år, lyder det videre.

Køretøjet, der vejer omkring et ton og er på størrelse med en lille bil, landede succesfuldt på Mars den 18. februar efter en cirka 480 millioner kilometer lang rejse gennem rummet.

Landingen blev fulgt med spænding, for meget kunne gå galt, da køretøjet skulle bremses fra cirka 20.000 kilometer i timen til almindelig ganghastighed ved Mars' overflade.

Kun omkring 40 procent af alle missioner sendt til Mars har ifølge Nasa været succesfulde. Det lykkedes dog for "Perseverance" at lande sikkert.

"Perseverance" forventes at udforske Mars' overflade i mindst to år, hvor robotten skal indsamle sten- og jordprøver og undersøge klimaet og geologien.

Nasa håber, at projektet vil være med til at bane veje for bemandede missioner til den røde planet i fremtiden.

"Perseverance" er kun det femte rumkøretøj, der lander på Mars. USA har stået bag dem alle. Den første landing var i 1997.

/ritzau/dpa