Det var med relativt chokerede ansigtsudtryk, at den 35-årige franskmand Felix Dorfin og hans advokat mandag modtog dommen for at smugle tre kilo narkotika ind i Indonesien.

Felix Dorfin blev dømt til døden og skal henrettes ved nedskydning. Dommen, som kommer efter et spektakulært forløb, har allerede givet anledning til fordømmelse fra Human Rights Watch.

Chokket kom først og fremmest, fordi anklagemyndigheden slet ikke have procederet for en dødsdom.

Den gik efter 20 års fængsel, fordi Felix Dorfin i september blevet taget i lufthavnen på vej til den indonesiske Ø Lombok med 22 ecstasy-piller og tre kilo amfetamin, skriver The Times.

Dommeren synes tilsyneladende ikke, at 20 års fængsel var nok – og kvitterede altså med en dødsdom.

Han lagde blandt andet til grund, at den indsmuglede narko kan skade den yngre generation i landet.

Officielt faldt dødsdommen, fordi Felix Dorfin havde mere end én slags narko med i kufferten.

Flere medier spekulerer dog i, at Felix Dorfins noget spektakulære væsen spillede en rolle i domsafsigelsen.

I januar skabte det nemlig stort postyr i indonesien, da det lykkedes Felix Dorfin at stikke af fra fængslet.

Han betalte en kvindelig fængselsansat for at hjælpe ham ud, hvorefter han tilbragte to uger på fri fod.

Han blev dog pågrebet i en nærliggende skov.

Felix Dorfins advokat, Denny Nur Indra, var rystet efter domsafsigelsen. Han ankede dommen på stedet.

Indonesien er berygtet for landets strenge linje overfor smugling af narkotika.

Lige nu sidder 150 mennesker på dødsgangen i landet – 50 af dem er udlændinge.

Human Rights Watch er ikke glade for dødsdommen til Felix Dorfin.

»Denne dødsdom markerer endnu et lavpunkt for menneskerettigheder i Indonesien. Den indonesiske regerings mange hensigtserklæringer om at afskaffe dødsstraf betyder tydeligvis ingenting i Lombok,« siger talsmand Andreas Harsono til The Times.