'El Chapo' har onsdag fået sin straf, efter at han i februar blev kendt skyldig i at lede et narkoimperium.

Den mexicanske narkobaron Joaquin 'El Chapo" Guzmán er onsdag blevet idømt fængsel på livstid plus 30 år ved en domstol i Brooklyn, New York.

Den 62-årige narkobaron er fundet skyldig i at distribuere tonsvis af kokain, heroin og hash samt for at være indblandet i planlægningen af flere uhyggelige mord i sin rolle som øverste leder af Sinaloa Cartel, der er kendt som en af Mexicos største og mest voldelige narkobander.

Det skriver Reuters.

Den berygtede mafiaboss blev tilbage i februar kendt skyldig i alle ti anklagepunkter efter en spektakulær retssag.

Sagens dommer, Brian Cogan, har, ud over fængselsdommen på livstid plus 30 år, beordret 'El Chapo' til at betale 12,6 milliarder dollar - knap 84 milliarder kroner.

Det er penge, som han skal have tjent på den omfattende narkohandel.

Ved onsdagens strafudmåling fik 'El Chapo' også selv ordet.

Her sagde han blandt andet, at han har været udsat for »ondskabsfuld og umenneskelig« behandling under sine 30 måneders indespærring i USA.

»Da jeg blev udleveret til USA, forventede jeg en retfærdig retssag. Men det er nøjagtig det modsatte, der er sket,« siger Joaquin 'El Chapo" Guzmáns ifølge nyhedsbureauet AP.

Mere end 50 personer vidnede i sagen mod ham, den omfattende retssag gav omverdenen et unikt indblik i Sinaloa-kartellets dagligdag.

Blandt andet fortalte et vidne fra kartellet om, hvordan mexicanske medarbejdere har pakket kokain ned i tusindvis af jalapeño-dåser.

En anden har forklaret, at 'El Chapo' i nogle tilfælde selv fungerede som lejemorder. Han skal blandt andet have kidnappet, banket og skudt en af sine ansatte, der havde arbejdet for et andet kartel.

Her ses Joaquin 'El Chapo' Guzma, da han i 2016 blev fanget af mexicanske myndigheder, efter han i 2015 undslap et et mexicansk fængsel via en 1,6 km lang tunnel. Onsdag blev han idømt fængsel på livstid plus 30 år.
Her ses Joaquin 'El Chapo' Guzma, da han i 2016 blev fanget af mexicanske myndigheder, efter han i 2015 undslap et et mexicansk fængsel via en 1,6 km lang tunnel. Onsdag blev han idømt fængsel på livstid plus 30 år. Foto: JOSE MENDEZ
Vis mere

'El Chapo' er tidligere flygtet to gange fra fængsler i Mexico med prædikatet 'maximum-security'.

Første gang var i 2001, hvor han gemte sig i en vogn med vasketøj, men hans mest kendte flugt er fra 2015, hvor han slap ud af fængslet gennem en 1,6 kilometer lang tunnel, der blev gravet ind til hans celle.

I 2016 blev han atter fængslet i Mexico, og i  januar 2017 blev han udleveret til de amerikanske myndigheder

'El Chapo', der direkte oversat betyder 'Den Lille', skabte sig et ry som en dygtig smugler i 1980'erne.

Her gravede han tunneller under grænsen mellem Mexico og USA, hvilket betød, at han kunne smugle narkotika ind i USA langt hurtigere end sine konkurrenter.

'El Chapos' magt tog til i styrke gennem 1990'erne og 00'erne gennem ofte blodige krige med sine konkurrenter på narkotikamarkedet.

Joaquin 'El Chapo" Guzmáns advokater har allerede sagt, at de vil appellere kendelsen.