Politiet i Seychellerne har fundet narkotika om bord på det Mærsk-skib, hvor to vagter tidligere på ugen blev fundet døde.

Politiet har endnu ikke fastslået dødsårsagen, men en embedsmand i regeringen siger til CNN, at fundet af nåle og stoffer peger på, at en overdosis narkotika var skyld i de pludselige dødsfald.

De to amerikanere på 43 og 44 år arbejdede som sikkerhedsvagter ombord på Maersk Alabama. De blev fundet døde i en kahyt på skibet, mens containerskibet lå i havn i Port Victoria på Seychellerne.

En talsmand for Mærsk siger ifølge Sky News, at politiets rapport viste, at narkotika og andre remedier blev fundet i kahytten sammen med de to døde amerikanere. Det er endnu uklart, hvilken type narkotika, der er tale om.

Læs også: Tidligere Navy SEAL-soldater fundet døde på Mærsk-skib


- Vi er kede af den tragedie, der har fundet sted, og vores tanker er hos familie og pårørende til de to mænd, sagde talsmanden Mr. Speers.

Skibet har nu forladt den afrikanske havn, efter at have fået grønt lys af politiet til at sejle videre. 

En talsmand for politiet siger ifølge Sky News, at der vil blive gennemført obduktioner for at fastslå dødsårsagen for de to amerikanere, men der var ingen tegn på fysiske skader på de to mænd. 

Det er ikke første gang, at skibet Maersk Alabama er i mediernes søgelys. I 2009 blev skibet verdenskendt, da det blev kapret af pirater ud for Somalias kyst. Kapringen blev først afsluttet, da Navy Seal-soldater skød og dræbte tre pirater, der holdt kaptajn Richard Phillips som gidsel på en redningsbåd. 

Gidselforløbet blev filmatiseret sidste år i filmen 'Captain Phillips', som havde Tom Hanks i hovedrollen.