Den amerikanske politiker og formand for repræsentanternes hus Nancy Pelosi går af.

Det fortæller CNN.

I sin tale ved repræsentanternes hus i USA fortalte den 82-årige Nancy Pelosi torsdag, at hun ikke gik efter formandsposten.

Ved det netop overståede midtvejsvalg fik det republikanske parti flertallet i repræsentanternes hus.

Hun har dog i sinde at fortsætte som kongresmedlem, hvor hun blev valgt i San Francisco.

»Nu må vi modigt bevæge os ind i fremtiden,« sagde hun.

»Tiden er kommet for en ny generation, der kan lede det demokratiske parti.«

Nancy Pelosi var første og eneste kvindelige formand for repræsentanternes hus.

I sin tale kom hun også med en stikpille til den forhenværende præsident Donald Trump.

»Jeg er stolt over at have arbejdet med tre præsidenter,« sagde hun.

De tre præsidenter var George W. Bush, Barack Obama og Joe Biden. Donald Trump blev ikke nævnt, selvom han var præsident før Joe Biden.

I starten af oktober blev Nancy Pelosis mand angrebet i parrets hjem. Efter angrebet udtalte hun i et interview, at det vil have betydning på hendes politiske fremtid.