»Ingen i Vesten er tættere på Putin.«

Sådan skriver Die Zeit om Matthias Warnig, som den tyske ugeavis har fået et sjældent interview med. Her afslører Warnig, at han konfronterede Putin med et helt centralt spørgsmål – og hvad præsidenten svarede.

Hvis du ikke har hørt om den 67-årige Matthias Warnig, er det ikke så underligt.

Den tidligere Stasi-agent, som kender Putin helt tilbage fra 1980erne og er på USAs sanktionsliste, er notorisk pressesky og har kun givet få interviews, men Die Zeit fandt ham i hans ferielejlighed på Gran Canaria.

Her fortæller Warnig – som er direktør for det russiskejede firma bag den omstridte og nu ødelagte gasrørledning Nord Stream 2 – at han havde samtaler med Putin både umiddelbart før og kort efter invasionen af Ukraine.

I sidstnævnte samtale konfronterede han Putin med et spørgsmål, som ligger mange på sinde:

»Du snakker om Donetsk og Luhansk, men samtidig vil dine soldater tage Kyiv. Går du efter Odesa eller Kharkiv eller hele Ukraine. Eller vil du tage endnu mere?,« hævder Warnig at have spurgt Putin om.

Den tyske erhvervsmand fortæller Die Zeit, at formålet med spørgsmålet var at overtale Putin til at afslutte krigen i Ukraine, skriver det norske Børsen.

Men den russiske præsidents svar var ultrakort og kryptisk.

Den tyske erhvervsmand Matthias Warnig er sanktioneret af USA på grund af sine tætte forbindelser til Vladimir Putin.
Den tyske erhvervsmand Matthias Warnig er sanktioneret af USA på grund af sine tætte forbindelser til Vladimir Putin. Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og noget foruroligende:

»Det er en statshemmelighed,« svarede Putin ifølge Warnig.

Efter det svar havde han og Putin ikke mere at snakke om med hensyn til krigen i Ukraine, lyder det fra Matthias Warnig.

Putin skulle efterfølgende have tilbudt Warnig at hente ham og familien til Rusland. Et tilbud, den kontroversielle tyske erhvervsmand efter eget udsagn afviste.

Warnig fortæller også om den samtale, han havde med Putin, umiddelbart før Rusland gik til angreb på nabolandet Ukraine.

Her skulle Putin have virket rationel, hvilket overbeviste Warnig om, at forlydenderne om et nært forestående russisk angreb måtte være usande.

Det viste de sig som bekendt ikke at være.

Matthias Warnig blev en del af Østtysklands berygtede statspoliti Stasi i 1974, og i 1980erne skulle han have samarbejdet med Putin – der dengang var russisk KGB-agent og opererede i Østtyskland – om at rekruttere vesttyskere til netop det hemmelige russiske statspoliti KGB.

Kort før Sovjetunionens fald stoppede Matthias Warnig ifølge Deutsche Welle i Stasi og begyndte at gøre karriere i den russiske bankbranche.