Island er blandt andet kendt for vikinger, et for befolkningens størrelse imponerende godt fodboldlandshold, geysere og smuk, rå natur.

Men landet er også internationalt kendt for et museum, som hvert år lokker mange nysgerrige turister til landet. Det affødte dog et problem for medarbejderne på et kontor, der ligger lige ved siden af museet. For de var ved at gå ud af deres gode skind over, at folk igen og igen bankede på døren med spørgsmålet:

'Er det her penis-museet?'

Til sidst fik en af medarbejderne på kontoret nok og hængte en seddel op på døren. Den går nu sin sejrsgang på Twitter, efter at den lokale politiker Ásta Helgadóttir fra Piratpartiet delte den med ordene 'Førsteverdens problemer i Island':

'Det her er ikke penis-museet,' står der indledningsvis på sedlen, som er forfattet af den belgiske spildesigner Jonatan Van Hove.

Han satte den op i april 2017 efter at tre turister samme dag havde spurgt ham, om de havde fundet vej til det berømte Islands Fallologiske Museum, som var verdens første af sin art, da det åbnede i 1997, fortæller han til Newsweek.

Han tilføjer, at en del turister er pinligt berørte, når de stiller spørgsmålet, mens andre virker fuldstændig uberørte.

'Du kan ikke gå fejl af det. Det har et stort penis-logo. Med venlig hilsen dem, der arbejder her,' slutter Van Hove efter udførligt at have anvist vejen hen til museet for de vildfarne turister på den nu berømte seddel.

Det logo, de ansatte på kontoret ved siden af Islands Fallologiske Museum beder turisterne gå efter. Vis mere

Ásta Helgadóttirs tweet er blevet delt og liket med lynets hast på det sociale medie. Og ja, selvfølgelig er tweetet og dermed sedlen nået ud til nogle af dem, der har stillet medarbejderne på kontoret det trættende spørgsmål.

'Åh, Gud. Jeg tror, min kæreste og jeg har været en inspirationskilde til den seddel. Undskyld venlige islændinge, der arbejder i en bygning, som folk tilsyneladende ret ofte ved en fejl tror, er penis-museet,' skriver en amerikansk Twitter-bruger.

De besøgende på Islands Fallologiske Museum kan blandt andet beskue museets samling af over 215 peniser, der stammer fra stort set alle de forskellige pattedyr, der lever i Island og i Atlanterhavet ud for ønationen.