Søndag aften rykkede politiet talstærkt afsted til et stille nabolag udenfor Chicago – og nu melder politiet ud om den rystende sag.

Fire personer – to børn og to voksne – samt tre hunde er blevet fundet skudt og dræbt.

De blev fundet i et hus i det, der bliver beskrevet som et fredeligt og roligt forstadsområde, skriver CNN.

Alle dødsfald bliver efterforsket som drab, siger politiet om hændelsen, der er sket i Romeoville, Illinois – nær storbyen Chicago.

»Vi har været i stand til at fastslå, at det her ikke var en tilfældig hændelse.«

»Det har politiet topprioritet,« understreger Chris Burne, politichef hos Romeoville Police Department.

Motivet for drabene er ukendt.

Ofrene er henholdsvis 7, 9, 32 og 38 år. Ifølge politiet blev drabene begået mellem klokken 21 lørdag og 05 søndag.

Politiet har arbejdet, og gør det stadig, ved gerningsstedet.

»Alle betjente og professionelle medarbejdere har arbejdet utrætteligt på denne sag. Vores detektiver og efterforskere har brugt de sidste 36 timer på at indsamle en enorm mængde fysiske beviser,« siger Chris Burne.

En nabo, Carol Love, har talt med mediet WBBM og beskrevet den choktilstand, der florerer i nabolaget:

»Den slags sker ikke her. Det er meget foruroligende. Jeg er ret sikker på, at hele nabolaget er rystet.«

Familien bliver samtidig beskrevet som venlige og ikke-generende over for andre.