En britisk kvinde har endelig fundet sin kærlighed i livet, og hun er nu klar til at gifte sig.

Det drejer sig om 35-årige Amanda Liberty, der er klar til at gifte sig med Lumiere - en 91-årig lysekrone.

Hun fortæller til The Mirror, at hun har et åbent forhold til andre lysekroner, men at hun vil giftes med lysekronen Lumiere, fordi det er favoritten.

På den måde vil hun bevise, at hendes kærlighed er sand.

Amanda Liberty siger, at hun er objektofil, hvilket betyder, at hun bliver tiltrukket af genstande. I dette tilfælde er det altså primært lysekroner.

»Jeg er ikke sikker på, hvilken kjole jeg vil have på, og jeg vil invitere dem, der er tættest på os.«

»Jeg vil også købe matchende bryllupsringe til Lumiere og mig selv,« siger hun.

»Jeg ved, at mange mennesker synes, at min tiltrækkelse af lysekroner er mærkelig, men jeg er ikke skør,« siger Amanda Liberty.

Efternavnet Liberty er blevet skiftet fra Whittaker i forbindelse med et langdistanceforhold til Frihedsgudinden, der går under det engelske navn ‘Statue of Liberty’.

Men ligesom langdistanceforhold kan være svært for to mennesker, så var det altså heller ikke nemt for Amanda Liberty og “Libby”, som hun kalder Frihedsgudinden, så hun skiftede til lysekroner.

Hun faldt første gang for Lumiere på Ebay, men hun vidste ikke, at det skulle ende med et ægteskab.

Hun fik dog hurtigt investeret i lysekronen og betalte omkring 3700 kroner for at få den fragtet til Leeds, hvor hun bor.

»Lige da jeg så hende, kunne jeg ikke stoppe med at tænke på hende og hvor smuk, hun var.«

»Lumiere er for stor til at tage med i seng, men hun har ikke noget imod, at jeg bruger tid på de andre lysekroner,« forklarer Amanda Liberty.

Det er ikke oplyst, hvornår brylluppet kommer til at ske.

»Jeg gør det her med håbet om, at folk kan forstå vores kærlighed, og hvis de ikke kan forstå det, så kan de måske acceptere det.«