Politiet i Tampa i delstaten Florida frygter, at en seriemorder kan være på spil, efter to mænd og en kvinde er blevet slået ihjel i samme område i løbet af ganske få dage.

Det skriver CNN.

Ifølge det amerikanske medie er politiet af den overbevisning, at de tre drab er forbundet med hinanden, fordi de alle tre er blevet skudt og dræbt inden for få kilometers afstand af hinanden.

»Vi mener, at de er relaterede. Ser man på afstanden og tidsrammen, så er de relateret,« siger politikomissæren i Tampa Brian Dugan ifølge CNN.

Det første offer var den 22-årige Benjamin Mitchell, der blev skudt foran sit hjem 10. oktober og senere døde af sine kvæstelser på hospitalet. Dagen efter, den 11. oktober, blev den 32-årige Monica Hoffa skudt og dræbt halvanden kilometer derfra på en parkeringsplads, mens hendes lig først blev fundet to dage efter af en kommunal ansat.

Otte dage senere, torsdag den 19. oktober, blev den 20-årige autistiske mand Anthony Naiboa ligeledes fundet dræbt af skud i kort afstand fra de to andre mord.

Selv om omstændighederne omkring de tre mord kunne pege på, at der er en seriemorder på spil, så har politiet i Tampa hidtil afholdt sig fra at omtale mordene som seriemord, men da Brian Dugan ved et pressemøde blev spurgt, om politiet troede, der var tale om en seriemorder, svarede han følgende:

»Lige nu fokuserer vi på familierne, og vi leder stadig efter beviser. Men vi kan kalde det, hvad vi vil. Hvis det kaster lys over sagen, så er det fint,« lød det.

Det er fortsat sparsomt med oplysninger om gerningsmanden. Ifølge Brian Dugan vides det ikke, om der er tale om en sort eller hvid mand - eller om det overhovedet er en mand. Derfor er der også udlovet en dusør på 25.000 dollars svarende til godt 160.000 kroner til den, der kan føre politiet på sporet af gerningsmanden.