En video publiceret på en pro-israelsk facebookside viser en gruppe tørklædeklædte mænd, der går hen mod spillestedet Bataclan og truer vagterne.

En ildevarslende video spreder sig hastigt på internettet. Den viser en flok tørklædeklædte ekstremister, der for år tilbage truende opsøgte personale foran spillestedet Bataclan.

Det samme spillested, hvor mere end 80 uskyldige med koldt blod blev skudt ned og hundreder såret under fredagens terrorangreb i Paris.

Videoen, der er fra 2008, er lagt på facebooksiden ‘StandWithUs’, der er en pro-israelsk nonprofitorganisation.

Ifølge formålsbeskrivelsen på siden arbejder StandWithUs for at ‘fortælle Israels side af historien’ - blandt andet i forbindelse med konflikterne i Mellemøsten.

- Næste gang kommer vi ikke for at snakke, lyder det blandt andet i videoen, ifølge oversættelsen fra StandWithUS.

På videoen ser man en flok mænd, der maskerede med tørklæder opsøger personale udenfor Bataclan og truer dem med, at spillestedets handlinger får konsekvenser. Stedet har angiveligt lagt lokaler til et arrangement, der trækker tråde til Israel og det jødiske samfund i Frankrig.

- Jeres handlinger får konsekvenser. I er i færd med at begå noget meget alvorligt, bliver der ifølge StandWithUs sagt på videoen.

De nye oplysninger kan måske medvirke til at kaste lys over, hvorfor netop spillestedet blev udvalgt som terrormål. Et spørgsmål der har vakt meget undren siden fredagens blodige drab.

Fra flere sider bliver Bataclan beskrevet som et helt almindeligt koncertsted, der qua sin historik kan sammenlignes med Vega på Vesterbro i København.