Politiet har fundet det, der beskrives som »en mystisk seddel« hjemme hos den formodede massemorder Robert Card.

Indholdet på papiret skulle være relevant for efterforskningen, lyder det.

Sådan skriver flere medier som CBS News, ABC News og Sky News.

Næsten præcis et døgn efter massakren onsdag aften i den amerikanske by Lewiston, hvor 18 mennesker blev dræbt, gennemførte politiet torsdag aften en ransagning af Robert Cards hjem i nærliggende Bowdoin.

Politiet har eftersøgt et stort område i Robert Cards hjemby Bowdoin – også hos hans far og bror.
Politiet har eftersøgt et stort område i Robert Cards hjemby Bowdoin – også hos hans far og bror. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han har siden været efterlyst, og i første omgang troede betjentene, at han opholdt sig i hjemmet.

»Du skal komme ud nu,« blev der råbt mod huset.

Det viste sig dog, at ingen var hjemme.

I stedet fandt politiet efter to timers undersøgelse så den omtalte seddel. Hvad, der præcist står på den, vides ikke. 

Politiet har blandt andet frigivet dette billede Robert Card fra onsdag aften.
Politiet har blandt andet frigivet dette billede Robert Card fra onsdag aften. Foto: Lewiston Maine Police Department
Vis mere

Hos ABC News omtales det ifølge politikilder som et selvmordsbrev, der ikke kommer nærmere ind på noget motiv for de mange drab, der blev begået på en bar og i en bowlinghal.

Ifølge CBS News' journalist på stedet har kilder hos politiet dog oplyst, at »der ikke er tale om et selvmordsbrev, men de vil ikke uddybe det mere end det.«

Robert Card er stadig på fri fod.

Hans bil er dog blevet fundet ved en bådplads små 12-13 kilometer fra gerningsstederne, og hans båd menes at være forsvundet herfra.

Derfor leder kystvagten nu også efter den.