I 677 dage har det amerikanske rumskib Boeing X-37B været i kredsløb om Jorden. Men ingen ved hvorfor.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt australske News.com.au og britiske The Mirror.

Officielt lyder det fra Pentagon, at rumskibet benyttes til at eksperimentere med nye teknologier, men den forklaring har rumobservatører verden over ifølge flere medier svært ved at tro på. Her spekuleres der i stedet i, at der er tale om militære eksperimenter.

Således mener nogen, at der arbejdes på at gøre rumskibet i stand til at smide bomber fra rummet, mens andre mener, at man forsøger at udvikle en slags 'rum-ambulance' til astronauter, der befinder sig om bord på den internationale rumstation (ISS).

Rumskibet Boeing X-37B har fløjet i kredsløb om Jorden i knap 700 dage.
Rumskibet Boeing X-37B har fløjet i kredsløb om Jorden i knap 700 dage. Foto: HANDOUT
Vis mere

Og noget kunne tyde på, at spekulationerne kan fortsætte. Mandag udtalte en talsmand fra Pentagon nemlig, at rumskibet vil fortsætte med at være i kredsløb.

»Vi er ekstremt stolte af det, rumskibet har præsteret, og dets bidrag til at fremme rumteknologi,« lød det.

Rumskibet har været på i alt fire forskellige missioner. Den seneste mission, der således stadig er i gang, begyndte tilbage i maj 2015, hvor rumskibet blev sendt af sted. Men trods det langsigtede projekt, så er det altså fortsat sparsomt med oplysninger om dets mystiske mission.