Et kraftigt vulkanudbrud skabte for fire år siden en lille ny ø i Stillehavet sydøst for Fiji.

Og helt usædvanligt ligger øen der den dag i dag.

Det er nemlig kun tredje gang på 150 år, at en ø - der er opstået af et vulkanudbrud - overlever.

Normalt bliver de små vulkanøer i løbet af kort tid opslugt af havet omkring dem og for evigt skjult under havets overflade.

Det var et kraftigt vulkanudbrud i Stillehavet sydøst for Fiji, der skabte den lille ø i 2015.
Det var et kraftigt vulkanudbrud i Stillehavet sydøst for Fiji, der skabte den lille ø i 2015. Foto: Ho
Vis mere

Det skriver det amerikanske rumagentur NASA på deres blog.

Øen, som endnu ikke har noget navn, kom til syne mellem de to øer Hunga Tonga og Hunga Ha'apai i januar 2015.

PÅ NASAs blogg fortæller forsker Dan Slayback, som besøgte den mystiske ø tilbage i oktober, hvordan oplevelsen af at gå rundt på øen - som de kun havde set på satelitfotos fra rummet - var helt speciel.

Dækket af sort grus

Han og de andre forskere, der var med på turen, fortalte, hvordan øen i stedet for sand stort set er dækket af sort grus, hvor kornene er på størrelse med ærter.

Små blomster er begyndt at vokse op gennem det sorte underlag, og enkelte fugleflokke har slået sig ned på øen.

Det samme har en enkelt slørugle, som har bygget rede på øen.

Og her kan uglen og de andre fugle godt vænne sig til at bo.

Ifølge forskerne ser det ikke ud til, at Stillehavets vandmasser lige foreløbig får bugt med den lille navneløse ø.