En spansk milliardær har så svulmende en formue, at han atter engang har overhalet Bill Gates på listen over verdens rigeste, skriver Forbes. Og formuen har han skabt helt fra bunden.

Man hører det gang på gang. At nogle gange skal der ikke mere end en virkelig god idé til for, at man bliver rig.

Og det må man i den grad sige, at spanske Amancio Ortega fik, da han som ung besluttede at droppe sin karriere som skjortemager i byen A Coruña i det nordvestlige Spanien for i stedet at åbne sin egen systue sammen med sin kone, hvor de syede undertøj, nattøj og natkjoler.

Parret fik så stor succes, at de i 1975 kunne åbne deres først butik ved navn Zara. Og ja, det er den Zara, vi taler om.

Kun otte år senere havde parret hele ni butikker, og siden er tøjkæden blevet så svimlende en succes, at der findes Zara-butikker næsten overalt på Kloden.

Succesen har også kunnet mærkes på Ortegas pengepung, der på rekordtid er blevet svimlende stor. De seneste år har han ligget helt i toppen af det amerikanske finansmagasin Forbes liste over verdens rigeste.

Onsdag kunne den spanske milliardær kalde sig verdens rigeste, da han ved middagstid var lidt over 1,2 mia. dollar rigere end Microsoft-stifter Bill Gates.

Den 81-årige Ortega har tre gange tidligere overhalet Bill Gates som verdens rigeste mænd. Alle gange har fornøjelsen dog kun været af en dags varighed, hvorefter aktiekurserne atter har ændret sig, og Gates atter har kunnet få førertrøjen.

Sidst Ortega overhalede Gates var tirsdag, men om aftenen var han atter nummer to på listen – lige indtil onsdag, hvor pladserne altså atter blev byttet om.

Hvor længe Ortega denne gang får lov til at kalde sig verdens rigeste, har Forbes ikke noget bud på.

Ortega kan dog glæde sig over, at uanset pladsen på listen, så har han en formue så stor, at han næppe nogensinde behøver at bekymre sig om økonomi.

Ifølge Forbes er hans formue på over 530 milliarder kroner. Mere end 80 procent af hans formue er placeret i aktier i hans virksomheden Inditex, der ejer Zara. Og alene det vil de fleste nok betragte som en kæmpe præstation af en mand, der er søn af en far, der var banearbejder og en mor, der var stuepige.

Ortega er en yderst privat person, der kun stjældent giver interviews.

Det er dog tidligere lykkedes medier at få lidt informationer om ham – blandt andet har, The Telegraph, beskrevet, hvordan han hver dag besøger sin yndlingskaffebar i sin hjemby, og hvordan han gerne spiser frokost med sine ansatte i Inditex-hovedkvarteret næsten hver dag.

I 2013 mistede Ortega sin ekskone Rosalie Mera, der var med til at grundlægge Zara. Og det har ført til rygter om, hvem der skulle overtage imperiet en dag.

Ortega har tre børn, og det forventes, at hans datter Marta på 31 år skal drive familieimperiet videre.