For to uger siden gjorde en af verdens rigeste personer noget, som siden har vakt stor undren.

Jeff Bezos – stifteren af handelsplatformen Amazon – købte nemlig én enkelt aktie.

Og købte den præcis i Amazon.com Inc. 

Det skriver det amerikanske medie Bloomberg.

Aktien købte han for 114,77 dollar – 795,62 danske kroner – og det har siden vakt undren, hvorfor han gjorde lige netop det.

»Amazon-grundlæggeren er bedre kendt for at sælge – han har aflæsset aktier for omkring 30 milliarder dollar siden 2002 for at finansiere sine forskellige projekter. Fra raketfirmaet Blue Origin til personlige fornøjelser, som sin nye superyacht Koru til 500 millioner dollar,« lyder det i artiklen.

Bezos ejer omkring ti procent af Amazon, hvilket udgør langt størstedelen af hans formue på anslåede 148 milliarder dollar, hvilket placerer ham på en tredjeplads over verdens rigeste.

Til den formue kan han nu tilføje ti dollar fra købet af den ene aktie den 25. maj, da Amazon-aktien fredag var steget til en værdi af 124 dollar.

Jeff Bezos anslås til at være verdens tredje rigeste person.
Jeff Bezos anslås til at være verdens tredje rigeste person. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge Bloomberg har mangemilliardærens træk forvirret både analytikere og aktie-observatører.

Nogle gætter på, at Bezos planlægger at give det fysiske certifikat fra aktiekøbet som gave. Andre spekulerer – med et glimt i øjet – i, om rigmanden ved at fejl kan være kommet til at trykke på købsknappen.

Nogle mener også, at det kan trække tråde til Tesla-bagmanden og Twitter-ejeren Elon Musk, som længe har været kendt for at være optaget af tallene 420 og 69.

Jeff Bezos køb blev nemlig registreret klokken 4.20, mens han samtidig donerede 69.290 aktier til en værdi af næsten otte millioner dollar til en nonprofitorganisation, skriver Bloomberg.

Der bliver derfor også gættet på, at aktiekøbet kan have været en del af en spøg.

Både Amazon og en repræsentant for Bezos har afvist at kommentere købet.