En ung kvinde, som blev fundet død på gaden i Spanien i sidste uge, antages at være norsk af politiet i både Spanien og Norge.
Kvinden er imidlertid endnu ikke blevet endeligt identificeret, skriver Dagbladet.
»Den unge kvinde, som blev fundet død, er mellem 20 og 30 år. Hun antages at være norsk, men identiteten er endnu ikke bekræftet,« skriver politiet ifølge avisen i en e-mail.
Myndighederne venter nu på undersøgelser af den afdøde kvindes fingeraftryk.
Politiet bekræfter, at man er i gang med efterforskningen og derfor ikke ønsker at dele yderligere oplysninger i sagen.
Den nationale norske enhed for bekæmpelse af organiseret og anden alvorlig kriminalitet, Kripos, er bekendt med sagen.
»Kripos er bekendt med, at en ung pige, som sandsynligvis er norsk, er fundet død i Spanien. Dødsfaldet efterforskes af lokalt politi i Spanien,« skriver kommunikationsrådgiver fra Kripos, Axel Wilhelm Due, i en e-mail til VG.
De tilføjer, at de formentligt pårørende i Norge er blevet underrettet.
Den spanske avis Diario de Sevilla rapporterer, at kvinden blev fundet livløs ved et fodgængerfelt natten til torsdag i sidste uge i et boligområde umiddelbart uden for byen Malaga.
Kvinden blev fundet uden identitetspapirer og blev erklæret død på stedet.
Der er ikke anholdt personer i sagen.