Er han syg, eller udgør han en trussel for landets sikkerhed?

Mystikken om Kinas forsvundne udenrigsminister fortsætter, og det har ikke skortet på gisninger om, hvorfor den 57-årige Qin Gang ikke har vist sig siden 25. juni.

Nu lader det til, at årsagen meget vel kan være en del mere kulørt – og pikant – end først antaget.

Ifølge Financial Times har den kinesiske toppolitiker nemlig – angiveligt – haft en affære med en højtprofileret kinesisk tv-vært. 

En kærlighed, der også siges at have båret frugt i form af barn født af en rugemor. 

Fra det ene øjeblik til det andet forsvandt Qin Gang fra offentligheden. 

I mere end tre måneder har han været som sunket i jorden, og den nu forhenværende kinesiske udenrigsminister er for længst erstattet med en anden. 

Hans sidste officielle optræden var sidst i juni, hvor han tog imod Ruslands viceudenrigsminister, Andrej Rudenko.

I juli vakte det opsigt, at han ikke dukkede op til et topmøde i ASEAN – en organisation med syv asiatiske medlemmer.

Her lød forklaringen fra kinesisk side, at han havde meldt afbud på grund af helbredsproblemer.

26. juli blev han uden yderligere forklaring fjernet fra sin post efter, at han ikke havde vist sig offentligt i en måned.

Kvinden, som Gang ifølge Financial Times' kilder har et forhold til, er den 40-årige Fu Xiaotian.

Hun er en kendt tv-vært i Kina, og sidste år fik hun et barn ved hjælp af en amerikansk rugemor.   

Tv-stationen CNN har talt med to af Fu Xiaotians venner, og de bekræfter, at hun har fået et barn i USA ved hjælp af en surrogatmor. De har dog ingen oplysninger om barnets far.

Den amourøse forbindelse er bare det seneste kapitel i sagaen om den forsvundne politiker. 

Styret i Beijing har ikke givet nogen forklaring på, at Qin Gang er blevet afsat, og den kinesiske ledelse har flere gange ignoreret spørgsmål om sagen fra udenlandske journalister. 

Onsdag kom sagen igen op ved en ugentlig briefing, og her lød svaret prompte:

»Dette er ikke et diplomatisk spørgsmål.«

Qin Gang fik syv måneder på posten. Det er den korteste periode for en kinesisk udenrigsminister.