Frygten breder sig i disse dage i den amerikanske by Pittsburgh, Pennsylvania, efter lokale myndigheder er gået ud med en generel advarsel til byens borgere.

Årsagen er en række dybt uhyggelige og hårrejsende hændelser de seneste måneder. Hændelser, der er som taget direkte ud af en gyserfilm.

Det skriver flere medier, heriblandt Daily Mail.

I løbet af de seneste måneder er politiet fire gange blevet tilkaldt af borgere i den sydlige del af byen, som har hørt barnegråd ude foran deres dør.

I flere tilfælde har de også hørt små børn, som beder om hjælp.

I alle tilfælde er politiet blevet tilkaldt, men har ikke fundet spor af nogen børn, som er i nød.

Politiet er endnu ikke lykkedes med at komme til bunds i, hvad eller hvem der laver lydene.

Alligevel har de rådet alle til at låse døren og ringe til politiet, hvis de hører 'uhyggelige lyde'.

En talsmand for politiet har udtalt, at man mener, der er tale om optagelser, som bliver afspillet.

Samtidig oplyser politiet, at når de er kommet ud til de adresser, der har kontaktet politiet, har betjentene ikke selv hørt barnegråd eller børn, der beder om hjælp.

Politiet har ingen idé om, hvad motivet kunne være til at afspille lydene, som de siger, 'har rystet' flere af de beboere, som har kontaktet dem.

Efter politiet er gået i medierne med sagen, har flere af byens borgere skrevet på sociale medier, at de også har været udsat for den hårrejsende oplevelse.

En kvinde skriver:

'Min mand har hørt det på tre forskellige tidspunkter – senest i sommeren. Det var en pigestemme, som fra distancen sagde: 'Hjælp mig', skriver kvinden:

'Han var ude med vores hunde. Det skete to gange sent om aftenen, en gang midt på dagen. Alle tre gange hentede han mig, men der var ikke mere at høre.'

Politiet har bedt alle, som har oplevet noget lignende, om at kontakte dem med det samme.