Skikkelsen med de lange, tynde lemmer og den specielle påklædning står let ludende foran hegnet.

»Det er bestemt et mærkeligt og interessant billede,« siger Michael Kashuba.

Han er forvaltningsdirektør i den lille amerikanske by Amarillo, hvor et mysterium er opstået. Det skriver det lokale medie NBCDFW.

Ved byens zoologiske have har et overvågningskamera midt om natten filmet den mystiske person med den underlige fremtoning, og på byens officielle Facebook-side har man nu valgt at dele billedet. Se det her:

Her ses billedet, der blev optaget via et overvågningskamera.
Her ses billedet, der blev optaget via et overvågningskamera.
Vis mere

'Er det en person med en mærkelig hat? Er det en chupacabra (overnaturligt væsen, red.)? Er der nogen, som ved, hvad dette UAO – uidentificerede Amarillo objekt – kan være?' spørges der på Facebook.

Billedet er taget for flere uger siden, 21. maj, men det er først nu, at det offentliggøres.

Og endnu er der ingen afklaring på, hvad det er for en skikkelse, der optræder på billedet, selvom kommentarfeltet er rødglødende på Facebookopslaget.

»Det er også vigtigt at sige, at skikkelsen befandt sig uden for Amarillo Zoo,« siger Michael Kashuba:

»Der har intet tegn været på, at der blev forsøgt at komme ind i den zoologiske have. Ingen dyr eller mennesker kom til skade. Der var heller intet tegn på kriminel aktivitet eller hærværk.«

Det er slet og ret bare et mysterium.