Siden den fire-årige britiske pige Madeleine McCann i 2007 forsvandt under en ferie i Portugal med sine forældre, har hele verden forsøgt at løse mysteriet om, hvad der skete med hende.

Nu mener en sydafrikansk selvudnævnt 'detektiv', at han har løst gåden. Han mener nemlig, at han har fundet den lille piges grav.

'Detektiven' ved navn Mr. Birch indrømmer, at han har været så 'besat' af at løse mysteriet om, hvad der skete med den lille pige, at han på egen hånd har investeret 370.000 kroner i en såkaldt jordscanner. Og ved hjælp af den mener han, at han har fundet et gravsted - tæt på den ferielejlighed, hvor McCann-familien boede, da Madeleine forsvandt.

Maddie McCann

- Alt hvad jeg vil er at løse mysteriet, så Madeleines familie kan få vished. Jeg er overbevist om, at hun ligger, hvor jeg har scannet, siger Mr. Birch til Sky News.

- Jeg har fået scanningerne analyseret, og de viser, at der er blevet gravet, et tomrum samt hvad der kan være menneskeknogler, tilføjer han.

Ferielejligheden, hvorfra Madeleine forsvandt, ligger i Praia da Luz på Algarvekysten i Portugal. Den lille pige forsvandt torsdag den 3. maj 2007 om aftenen, efter hun var blevet lagt i seng sammen med sine to yngre tvillinge-søskende. Pigens forældre, Gerry og Kate McCann, sad på en nærliggende restaurant i feriekomplekset og tjekkede angiveligt til børnene hver halve time, men alligevel gik det galt.

Siden har det floreret med teorier om, hvad der kan være sket med lille pigen. Portugisisk politi mistænkte til at begynde med, at forældrene kunne have dræbt den lille pige, men valgte siden hen ikke at gå videre med mistanken, og forældrene blev formelt renset. Andre teorier har lydt på, at den lille pige skulle være blevet bortført af en pædofilring.

Ifølge vidner blev en mand set gående i området bærende på et barn i nattøj.

Maddie McCann

Britisk Politi genoptog sidste år sagen, og efter at have gennemgået alle sagsakter, udmeldte Scotland Yard officielt tidligere på året, at der er en god chance for, at Maddie kan være i live.

For et par dage siden oplyste den tidligere topdetektiv i Scotland Yard, Ian Horrocks, at han også mener, at der en 'meget god' chance for, at den lille pige fortsat lever. Horrocks, der på egen hånd har gennemgået sagen, mener sågar, at Madeleine kan have det godt. Ifølge Horrocks er den mest sandsynlige teori nemlig, at det var en familie, der brændende ønskede sig et barn, der bortførte Maddie.

Mr. Bich har videregivet sine scanningsresultater til Scotland Yard, der angiveligt har bedt ham om at hjælpe med at tolke resultaterne samt de rådata, som maskinen har målt.

Madeleine forældre har tidligere udtalt, at de tror på, at deres datter er i live, og ifølge Sky News har de ikke villet kommentere Mr. Birchs påstand.