Tre år efter, at en mand på åben gade i New York stak Hollywood-stjernen Morgan Freemans barnebarn ihjel, er han nu blevet dømt i sagen.

»En ekstraordinær brutal forbrydelse.«

Sådan betegner Manhattans statsanklager Cyrus R. Vance drabet på den spirende skuespillerinde E'Dena Hines tilbage i sommeren 2015. Hun blev blot 33 år.

Det skriver blandt andet det amerikanske medie USA Today og nyhedsbureauet AP.

»Ambitiøs og målrettet. E'Dena Hines var højt elsket af sin familie og sine venner, før hendes liv blev bragt til en forfærdelig og tragisk ende af hendes kæreste, Lamar Davenport,« fortæller Cyrus R. Vance i en udtalelse torsdag, efter Lamar Davenport blev idømt tyve års fængsel for drabet.

Det var den 16. august 2015, at myndighederne fik et alarmopkald om, at en kvinde var blevet stukket ned på åben gade i New York.

Selvom man forsøgte at yde livreddende førstehjælp, var der intet at stille op mod de mange knivstik, som E'Dena Hinesn var blevet ramt af foran sin lejlighed på West 162nd Street.

Hun blev senere erklæret død på Harlem Hospital.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO. Foto: Larry Busacca
Vis mere

Ifølge statsanklageren var Lamar Davenport 'påvirket af alkohol og stoffer', mens han begik den forfærdelige forbrydelse.

Under retssagen undskyldte han for det, han havde gjort.

»Jeg kan ikke huske, hvad der skete,« forklarede han ifølge AP.

E'Dena Hines og Morgan Freeman havde et tæt forhold. Hun var barnebarn til Freemans første hustru, Jeanette Adair Bradshaw, som fra et tidligere forhold havde datteren Deena. E'Dena Hines var hendes datter.

Hun voksede op hos den anerkendte skuespiller, som ofte tog hende med på den røde løber.

Selvom hun var hans sted-barnebarn, omtalte han hende som sit barnebarn.

I en udtalelse efter drabet gav Morgan Freeman udtryk for sin store sorg:

»Verden kommer aldrig til at kende hendes kunstneriske talent, og hvor meget hun havde at tilbyde. Hendes venner og familie var heldige nok til at opleve, hvad hun betød som menneske. Hendes stjerne vil fortsætte med at skinne klart i vores hjerter, tanker og bønner,« lød det.